Demonstration i Rebild: Kommunen vil skære kaffepause for ansatte væk
Se billederne fra demonstration foran rådhuset i Rebild
Medlemmer af flere fagforbund har den seneste time demonstreret foran rådhuset i Støvring i forbindelse med dagens byrådsmøde. De er utilfredse med, at Rebild Kommune vil spare en 10 minutters formiddags-kaffepause væk for ansatte på kommunens rådhuse.
Byrådet i Rebild Kommune skulle onsdag endeligt godkende budgetaftalen frem til 2023, hvor kaffepausen altså står til at ryge.
Det vil spare kommunen for 2 millioner kroner og dermed en nedlæggelse af 4-5 stillinger. Men det har altså skabt stor utilfredshed blandt flere af kommunens ansatte.
- Jeg synes, det er lidt usmageligt at lokale politikere inklusiv den socialdemokratiske gruppe, som jo egentlig hylder, at de ansatte skal behandles ordentligt, siger formanden for HK Kommunal i Nordjylland, Katharina Hauge Antonsen, som er blandt de demonstrerende foran rådhuset.
Hun tilføjer, at kaffepausen er en kutyme, som har været i Rebild Kommune i mange år, som politikerne nu vælger at sætte en pris på.
- Det er en gode som på den lange bane ikke giver noget som helst at spare væk, fastslår hun.
Baggrunden for at kaffepausen er kommet i spil i de kommunale budgetter er, at økonomien er presset.
- I kommunale budgetter er det sådan, at vi sidder og leder med lys og lygte efter nogle penge, fordi vi har nogle ønsker om nogle nye ting, vi gerne vil gøre, eller nogle ting, vi gerne vil gøre bedre, og der i dag ingen såkaldt flødeskum at tage af, så derfor leder vi efter penge, som er det, der er sket i forbindelse med det budget, vi sidder med nu, forklarer borgmester Leon Sebbelin (Rad.Venstre).
Han tilføjer, at der i forbindelse med budgetforhandlinger bliver et hevet gammelt forslag frem, nemlig det at afskaffe kaffepausen.
- Og her vandt det, vi godt vil bruge pengene til, over kaffepausen, fastslår borgmesteren.
Han erkender, at prisen på kaffepausen på to millioner kroner er et skøn og slår fast, at det ikke er sådan, at det fremover ikke vil være tilladt at drikke kaffe på rådhuset.
- Det er jo ikke sådan, at hvis man lige har brug for at snakke med et par kolleger om noget, at man ikke må have en kop kaffe i hånden. Det bliver bare ikke nede i kantinen, det bliver et andet sted hvor man kan diskutere noget fagligt, så den mulighed vil stadig være der, ligesom der fortsat vil være kaffe at tage af, siger Leon Sebbelin.
Sparer man så reelt noget?
- Ja, vi er forholdsvis sikre på, at vi spare noget.
Er I ikke bange for, at det kommer til at gå ud arbejdsmiljø og arbejdsglæde?
Jo, det har selvfølgelig været vendt. Det er vigtigt, at understrege, at der ligger fuld anerkendelse i det arbejde, man gør hver eneste dag også på rådhusene, men det er en prioritering, og det er benhårdt at prioritere i kommunal politik i dag, fastslår borgmesteren.
Efter en times debat blev resultatet af onsdagens byrådsmøde ganske som ventet. Forslaget om en afskaffelse af formiddagspausen blev endeligt godkendt med 21 stemmer for og fire stemmer imod. Det var de fire medlemmer af partiet Den Sociale Fællesliste, der valgte at stemme imod forslaget.
Opdateret 30/10 2019 klokken 19.28.