Den Sociale Fællesliste er nu fortid
Foto: Ivan Johan Hansen
Rebild Kommunes største stemmesluger har nedlagt sit parti og stopper i politik ved næste kommunalvalg. Indtil videre i hvert fald.
- De skal satanrasme ikke tro, de kan få ro fra mig, siger Allan Busk (L) i telefonen med et grin.
Og selvom det er med et grin, er der ingen tvivl om, at Allan Busk mener det.
For nu sker der et skift i byrådet i Rebild Kommune. Allan Busk og partikammeraterne har besluttet sig for at nedlægge partiet Den Sociale Fællesliste, og hovedpersonen selv har for længst valgt, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.
- Arbejdsbyrden ved at have sit eget parti er stor - rigtig stor. Ved siden af er jeg formand for 3F i Aalborg, og lige nu bruger jeg alt min fritid på partiet, forklarer Allan Busk og uddyber:
- Det er sgu da ikke sjovt at nedlægge partiet, det er mit hjertebarn. Men jeg er nødt til at tænke på mig selv og min familie.
Allan Busk er en af de helt store stemmeslugere i Rebild Kommune. Ved sidste kommunalvalg fik han 1.776 stemmer, og faktisk havde mere end halvdelen af indbyggerne i hans hjemby Terndrup stemt på ham. Derfor vurderede partiet, at de uden ham som frontfigur ville have svært ved at eksistere.
Da Allan og co. stormede ind i byrådet
Få måneder inden kommunalvalget i 2013 stiftede Allan Busk og Lars Hørsman partiet Den Sociale Fællesliste. Dengang troede omverdenen ikke, at partiet ville kunne komme med i byrådet. Men både Allan Busk og to partifæller fik en plads i byrådssalen. Og Allan Busk blev viceborgmester i den periode.
Hurtigt blev partilederen kendt både som en kontant mand og for at kæmpe for mange lokale sager i byrådet.
Det sikrede ham og partiet endnu en periode. Ved valgte i 2017 gik det nemlig endnu bedre - denne gang fik partiet fire mandater i byrådet.
- Det var jo helt vildt. Vi oplevede en fantastisk opbakning, husker Allan Busk.
Og det er da også de mange enkeltsager, han har kæmpet for, som er noget af det, han er mest stolt af at have opnået.
- Vi har opnået mange gode småting - eksempelvis fik vi sørget for, at der kom en kunststofbane i Bælum. Vi har også startet vigtige debatter om, hvordan vi i kommunen skal behandle vores syge og arbejdsløse, siger han.
Vi har ikke hørt det sidste fra Allan Busk endnu
Allan Busk fortsætter som løsgænger i byrådet indtil næste kommunalvalg. Det er endnu uklart, hvad de andre byrådsmedlemmer fra Den Sociale Fællesliste har tænkt sig at gøre. Rasmus Rask har dog valgt at skifte parti. Læs mere om det i boksen herunder.
Rasmus Rask fortsætter hos Socialdemokratiet
Efter at den Sociale Fællesliste Rebild har valgt at nedlægge sig selv, har Rasmus Rask valgt at fortsætte sit politiske liv hos Socialdemokratiet. Rasmus Rask er i gang med sin 2. periode i Rebild byråd og har efter grundig overvejelse besluttet, at lysten til at fortsætte stadig er der. Det oplyser byrådsmedlemmet i en pressemeddelelse.
- Jeg har i seks år repræsenteret Den Sociale Fællesliste i byrådet og arbejdet med kultur og fritid, teknik og miljø og sundhed. I denne periode har specielt sundhedsudvalget budt på mange udfordringer, som vi i fællesskab skal forsøge at finde de bedste løsninger på. Det har jeg i høj grad gjort med Allan Jæger (S), og vi har i denne periode haft et særdeles godt samarbejde og opdaget, at vi har et meget stort værdifællesskab. Det er derfor oplagt, at jeg nu fortsætter mit politiske arbejde i Socialdemokratiet, siger Rasmus Rask.
Selvom Allan Busk trækker sig fra politik for at få lidt fritid igen, udelukker han ikke, at han vil gå ind i politik igen.
- Jeg kommer tilbage på et tidspunkt, siger han og tilføjer:
- Jeg er jo socialdemokrat og var medlem i 18 år, inden jeg meldte mig ud og stiftede mit eget parti. Men jeg kan ikke tiltræde socialdemokratiet i Rebild Kommune - der er nogle beslutninger, de har taget, som jeg er uenig i. For nu er det ikke godt for hverken mig eller dem, forklarer han.
Selvom Allan Busk for snart halvandet år siden meddelte, at han ville trække sig fra politik, modtager han stadig henvendelser fra borgere, og dem har han ikke i sinde at ignorere.
- Selvom jeg stopper i byrådet, er det ikke sådan, at jeg stopper med at være politisk aktiv på borgernes vegne. Måske kan jeg endda råbe endnu højere, hvis ikke jeg selv sidder i byrådet, siger han.