Erhvervsliv frygter butiksdød - kommune indrømmer dårlig kommunikation
En ny strukturplan for Rebild Kommune fik torsdag Skørping Erhvervsforening på barrikaderne. Dårlig kommunikation er skyld i misforståelse, erkender kommune.
Det var med alvorstunge miner, at Skørping Erhvervsforening torsdag eftermiddag sendte et brev ud til det samlede byråd i Rebild Kommune. Et decideret opråb kaldte erhvervslivet deres tekst til de 25 folkevalgte kommunalpolitikere.
Opråbet skyldes planerne for at lave et såkaldt bydelscenter ved et nyt boligområde syd for Støvring med nem adgang til motorvej.
I planerne er der lagt op til, at bydelscenteret skal være 27 hektar svarende til 270.000 kvadratmeter. I det areal skal der blandt andet være plads til en skole og indkøbsmuligheder, som det hedder i udkastet til en strukturplan for Støvring Syd, og det er faldet erhvervslivet for brystet.
- Vores bekymring er, at midtbyen dør i Støvring og alle oplandsbyer til Støvring. Butikkerne vil blive presset endnu mere, end de er i dag, lyder det fra Jeppe Hjelm Pedersen, der er købmand i Meny Skørping og medlem af Skørping Erhvervsforening.
Det er hovedsageligt tanken om at lave indkøbsmuligheder så tæt på motorvejen og relativt langt fra det eksisterende handelsliv, der får erhvervslivet op af stolen.
- Kig på Aalborg, hvor der er til-leje skilte over alt, fordi mange butikker er rykket ud af midtbyen til City Syd. Det har slæbt butiksdød inde i Aalborg efter sig, siger Jeppe Hjelm Pedersen.
Uklar kommunikation
Både i byrådet og direktionen i Rebild Kommune forsikrer de dog, at det dystre billede Skørping Erhvervsforening tegner, ikke bliver en realitet. Det skyldes i alt sin enkelthed uklar kommunikation – og det uklare opstår i ordet bydelscenter, lyder det fra kommunen.
- Man må ikke fratage folk deres bekymringer. Vi skal give dem et klart svar, fordi vores kommunikation har ikke været god nok. De har forstået et bydelscenter som et butikscenter, og sådan skal det ikke forstås, siger Pia Elberg (RV), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Rebild Kommune.
Det er dog rigtigt forstået, at der skal være indkøbsmuligheder i det nye boligområde. Hvad det skal være, skal en analyse være med til at afgøre, men forventningen i Rebild Kommune er, at der på sigt kommer en, to eller tre dagligvarebutikker i området og ikke et butikscenter.
I stedet lyder det fra kommunen, at det netop er en prioritet, at det nye område ikke skal påvirke dagligvarehandlen i de omkringliggende byer.
- Har de en viden eller indsigt, så kunne vi have været fri for det her opråb. De inddrager os bare ikke, som de havde lovet, siger Jeppe Hjelm Pedersen.
Opråbet har dog ikke været spildte kræfter, for det bliver inddraget som et indspark i den 10 uger lange høringsperiode, der blev igangsat inden sommerferien.