Forældre i Rebild råber op: - Skolerne er under stort pres
Foto: Lars Lyngdahl
Forældre til elever på folkeskolerne i Rebild Kommune stifter en lokal afdeling af Skole og Forældre, fordi de er frustrerede over manglende ressourcer på skolerne.
Mere forældreindflydelse og bedre forhold for børnene. Det er noget af det, forældre til børn i Rebild Kommune håber på at opnå med stiftelsen af en lokal afdeling af Skole og Forældre.
Det er en gruppe forældre, der står bag den lokale forening. Flere af dem sidder i bestyrelserne i kommunens otte skoler.
- Vi skal stå sammen som forældre på tværs af skoledistrikterne, fordi vi alle ønsker en bedre folkeskole, hvor end man bor i Rebild Kommune. Og alle skoler – store som små - er under stort pres, da ressourcerne ikke rækker til at øge kvaliteten og forbedre trivslen, siger Stig Jonstrup Pedersen, som er en af initiativtagerne til mødet.
Han henviser blandt andet til at egenbetalingen for SFO er steget i kommunen, uden at forældrene blev informeret om det.
Unikt smarbejde
Initiativgruppen har siden sommeren 2019 mødtes flere gange for at sætte fokus på udfordringerne i folkeskolen. Torsdag er der så stiftende generalforsamling i Støvring.
Hver skole har sine egne mærkesager, men det overordnede mål er fælles: bedre vilkår for skolen som helhed i kommunen.
- Det er helt unikt at det er muligt at danne en lokalafdeling af Skole og Forældre hvor samtlige folkeskoler i en kommune er repræsenteret fra start. Det er ikke sket før, siger Stig Jonstrup Pedersen.
Der er cirka 3600 elever fordelt på otte folkeskoler i Rebild Kommune.