Forfatteren Helge Qvistorff er død

Helge Qvistorff, tidligere hotelmand og kendt over hele Danmark som forfatter til utallige bogudgivelser, er torsdag død, 82 år.

Helge Qvistorff, der sov stille ind torsdag eftermiddag 8. april, har i den grad bragt især Himmerland og hans elskede Rold Skov ind i bevidstheden hos rigtig mange mennesker, der med glæde har læst hans mange bøger om naturen, den smukke egn og de personligheder, der skabte det samfund, som alle er en del af i dag.

Forfatterskabet, der rummer langt over 50 udgivelser, omfattede også bøger om Nordjylland, men Rold Skov-området havde i mange år hans helt særlige fokus.

Han kom til Himmerland i 1967, hvor han blev administrerende direktør på Rold Storkro i en alder af 28 år. Han fortsatte i hotelbranchen indtil 1980, hvor han valgte at hellige sig en karriere som forfatter af bøger om lokalområdet og foredragsvirksomhed.

Ud over de talrige bogudgivelser i både Danmark og Skandinavien, blandt andet i samarbejde med Spar Nord Bank og daværende Nordea Bank, forevigede han skoven, naturen og dyrelivet i smukke akvareller og stregtegninger. Hertil kom tv-udsendelserne i samarbejde med TV2 Nord og DR, foruden utallige foredrag og guidede vandrerture, især i regi af Rold Skov Venner og sammen med vennen Per Andersen, der var formand for Vennerne.

Helge Qvistorff var en vidende fortæller, der engageret og detaljeret berettede om træer, kulturspor i landskabet og skæve eksistenser, der havde en historie at fortælle.


Seneste nyt

fra Nordjylland