Kiropraktor i krig mod Sundhedsstyrelsen: - Jeg gør ingen skade med mit røntgenapparat

Erling Pedersen-Bach kan ende med at blive politianmeldt, fordi han nægter at stoppe med at bruge et særligt dynamisk røntgenapparat, som Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelse til. Patienterne bakker ham op.

Modsat almindelige røntgenapparater kan Erling Pedersen-Bach fra Nordjylland tage røntgenbilleder af patienterne, mens de er i bevægelse.

Den laver faktisk en røntgenvideo, og det giver ifølge kiropraktor Erling Pedersen-Bach - og talrige tilfredse patienter - langt bedre forudsætninger for at behandle patienter med eksempelvis piskesmæld, fordi man får et bedre billede af skaden, når kroppen bevæger sig. 

quote Jeg gør ingen skade. Jeg overstråler ikke patienterne, men hjælper dem tværtimod.

Erling Pedersen-Back, kiropraktor

Men Sundhedsstyrelsen mener ikke, at Erling Pedersen-Bach har den nødvendige dokumentation for, at røntgenapparatet hjælper patienterne til at få det bedre - og har derfor forlangt, at han indstiller brugen fra i dag. Men på klinikken fortsætter behandlingerne.

- Det her er et redskab, jeg har brug for, og som jeg kan diagnosticere alting med. Jeg gør ingen skade. Jeg overstråler ikke patienterne, men hjælper dem tværtimod. Hvad er det for et system, der ikke kan anerkende sådan noget, spørger Erling Pedersen-Bach.

Behandler piskesmældsskader

Det dynamiske røntgenappararet, som han købte i efteråret 2016, giver ifølge ham bedre mulighed for at se patienternes skader. Han har behandlet piskesmæld de sidste 44 år.

Omkring 46.000 danskere er ramt af kroniske skader fra piskesmæld. Flere af dem har fået behandling hos Erling Pedersen-Bach.

En af dem er Christina Hagen Klaustrup fra Hou, som for fire år siden blev ramt af et piskesmæld. Hun har været igennem det offentlige system uden at finde årsagen til hendes vedvarende smerter, og hvor de kom fra.

quote Her var der endelig nogen, der har kunne se, hvad der var galt med mig

Christina Hagen Klaustrup, patient

Erlling Pedersen-Bachs dynamiske røntgenapparat fandt frem til, at smerterne kom fra skulderen - noget, ingen andre havde opdaget. Hun er nu i bedring.

- Her var der endelig nogen, der har kunne se, hvad der var galt med mig. Selvom jeg har været igennem det hele, har jeg aldrig fået svar før nu, siger Christina Hagen Klaustrup.

 

Sundhedsstyrelsen sendte for et halvt år siden et påbud og et krav til Erling Pedersen-Bach om at fremvise dokumentation for, at apparatet hjælper patienterne.

quote Det er ikke farligere end andet røntgenudstyr, som man bruger på hospitalerne. Men der skal være en grund til, at man bruger det.

Hanne Waltenburg, Sundhedsstyrelsen

Den mener ikke at have modtaget det tilstrækkelige bevis for, at apparatet giver nytte i patienternes behandling.

- Det er ikke farligere end andet røntgenudstyr, som man bruger på hospitalerne. Men der skal være en grund til, at man bruger det. Det skal bidrage til patienternes behandling, siger Hanne Waltenburg, der er chefkonsulent hos Sundhedsstyrelsen.

Erling Pedersen-Bach risikerer nu en politianmeldelse, hvis ikke appararet bliver taget ud af brug.

Kommer du til at lukke ned for din klinik?

- Det håber jeg ikke, men det kan være konsekvensen, hvis ikke de tager sig sammen derovre.


Seneste nyt

fra Nordjylland