Landsby investerer i kunstgræsbane

Kunstgræs for 2,5 millioner kroner blev i dag indviet i Bælum.

Den lille by Bælum, som ligger nord for Hadsund, har 772 indbyggere, en kirke og en mølle. Nu kan byen også skrive en kunstgræsbane på menuen.

Byen har arbejdet på at få sådan et anlæg siden 2012. Med 2,5 millioner kroner fra Rebild Kommune er det nu blevet en realitet.

- Det er jo fantastisk at have sådan et anlæg i en lille klub. Vi er simpelthen så glade, siger tovholderen på realiseringen af banen, Morten Dalgaard Andersen.

Den lille landsby er dog ikke alene om kunstgræsbanen. De er nemlig gået sammen med lokale klubber i området om at stifte foreningen Østhimmerlands Kunstgræsbane. I fremtiden kan alle klubber i området leje sig ind på det helt nye anlæg.

- Det vi har af forventninger med banen, er, at små klubber får muligheden for at komme på et ordentligt anlæg på samme måde, som de store klubber gør, siger Morten Dalgaard Andersen.

Indvielsen af det nye anlæg blev naturligvis fejret med fodbold, hotdogs og bajer. Byens borgere håber, at klubber udefra vil bruge banen, og at de mange tilrejsende klubber samtidig vil være en god forretning for byen.  


Seneste nyt

fra Nordjylland