Lene og Peder drømmer om en verden uden sclerose
Lene Stubberup og Peder Friborg er to af de i alt 17.747 danskere, der er diagnosticeret med sclerose.
Danmark er et af de lande i verden med den højeste forekomst af sclerose – helt præcis er 17.747 danskere diagnosticeret med sclerose.
De tager et skridt ad gangen i et roligt, men fast tempo.
For Lene Stubberup og Peder Friborg er det ikke helt lige så nemt som for de fleste af os andre. I mere end ti år har de begge levet med diagnosen sclerose, men i dag skal de gå, for det hele er i en større sags tjeneste.
Søndag sætter Scleroseforeningen over hele landet fokus på den uhelbredelige nervesygdom ved et landsdækkende velgørenheds-gå-arrangement.
Det er svært at finde ud af, hvad det er, der gør, at man får sclerose
Elsebeth Holm Pedersen
Målet er, at hver deltager skal nå 17.747 skridt – et for hver dansker med sclerose.
- Jeg går med, fordi jeg selv har sclerose, og jeg gør det, fordi det går til et godt formål, siger Lene Stubberup, mens Peder Friborg følger op:
- Jeg har også sclerose og er gode venner med Lene, så da vi så det her, var der ingen tvivl om, at det skulle vi støtte op om.
Flere og flere tilfælde
Siden 1950’erne er antallet af danskere med sclerose vokset fra omkring 2.500 til 17.747 i dag, og i dag er Danmark det land i verden med den fjerde højeste forekomst af sclerose.
- Det, at man fortæller, at man har sclerose, stiller mange spørgsmål i hovedet – hvad er det for noget, fordi sclerose har utroligt mange ansigter, siger Elsebeth Holm Pedersen, der selv har sclerose og også er næstformand i Scleroseforeningens afdeling i Himmerland.
På top-10-listen over lande med højst forekomst af sclerose finder man kun lande nord for Ækvator, og generelt er det også på den nordlige halvkugle, at klart det fleste tilfælde af sclerose er fundet, men der er ikke nogen, der har et godt bud på, hvorfor det er sådan.
- Noget af det, der er det tragiske ved sclerose, er, at det har så mange elementer, og det er svært at finde ud af, hvad det er, der gør, at man får sclerose.
Drømmer om en kur
Hvert år rammes cirka 600 nye danskere af Sclerose, der er en uheldbredelig sygdom, der rammer både hjerne og krop, og der er ikke noget i tallene, der tyder på, at det bliver færre i fremtiden.
- Bevillingerne bliver bare mindre og mindre. Nu vil man til at tage bevillingerne fra sclerose-hospitalerne, og det er en katastrofe, siger Peder Friborg.
For Lene Stubberup og Peder Friborg tæller hvert et skridt søndag. Arrangementet skal samle penge ind til forskning om sclerose, og de håber inderligt på, at det kan hjælpe for fremtidige sclerosepatienter.
- Jeg drømmer om, at der bliver fundet en kur mod det her, så vi kan få noget medicin, der virker, siger Lene Stubberup og bliver fulgt op af Peder Friborg:
- Så man ikke bare bremser det og stopper det, men kan kurere det også – det kunne være sindssygt fedt.
Indtil videre har indsamlingen, hvor Lene Stubberup og Peder Friborg gik, samlet 10.225 kroner sammen til Scleroseforeningen. På landsplan har Scleroseforeningen søndag aften samlet 433.000 kroner sammen.