Luciabrude lyste op i Thingbæk Kalkminer
I Thingbæk kalkminer tager de forskud på Luciadag
Det traditionsrige Lucia-optog i Thingbæk Kalkminer lyste op i mørket søndag eftermiddag.
Det var godt nok ikke helt Lucia-dag - den falder først den 13. december - men søndag var der alligevel himmelsk sang og stemningsfulde luciakranse og -lys at finde Thingbæk Kalkminer ved Rold Skov.
Denne gang var det pigerne fra Klarup Skoles Kor, der spredte lys i de lange minegange. Til at ledsagde dem på vej var 3000 levende lys blevet tændt, så hvælvingerne, skulpturerne og måske endda de sovende flagermus stod smukt frem.
To gange var der optog i minerne - først klokken 13 og så igen klokken 14.30. Dermed kunne så mange fremmødte som muligt nyde godt af optoget. Og så var der mere end én lejlighed til at fremføre de sange, som Klarup-pigerne har øvet sig på siden efterårsferien.
- Det var en fantastisk oplevelse, og stemningen var virkelig ubeskrivelig. Det er noget, jeg håber, jeg kommer til at prøve igen, lød det bagefter fra Anna Svinth Petersen, der gik med i Lucia-optoget.