Mand fastklemt bag pengeskab i 25 minutter

En mand fra Støvring blev torsdag overrumplet af et pengeskab i sit hjem, og han sad fastklemt i 25 minutter, indtil hjælpen kom frem.

Torsdag bød på en usædvanlig opgave for Nordjyllands Beredskab.

11:57 kom meldingen om en mand, der sad fastklemt bag et pengeskab i sit hjem i Støvring.

quote Manden har været ved at flytte det her pengeskab, som jeg vil tro, at der var 70 centimeter i højden og 60 centimeter i både bredden og dybden. Det har vejet omkring 500 kilo, vil jeg skyde på. Det er så væltet ned over ham, men væggen har heldigvis taget meget af vægten.

René Nikolajsen, indsatsleder, Nordjyllands Beredskab.

- Manden har været ved at flytte det her pengeskab, som jeg vil tro, at der var 70 centimeter i højden og 60 centimeter i både bredden og dybden. Det har vejet omkring 500 kilo, vil jeg skyde på. Det er så væltet ned over ham, men væggen har heldigvis taget meget af vægten, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, René Nikolajsen, til TV2 Nord.

Manden kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men måtte alligevel forbi sygehuset til et tjek.

- Det er ret svært at forklare, men han sidder kilet fast mellem væg og pengeskab, og så hviler pengeskabet på hans ben. Hvis der ikke havde været en væg, kunne han nok være nået væk, inden pengeskabet tippede. I stedet sidder han nærmest på hug med ryggen mod væggen, og han er fastklemt mellem pengeskab og væg. Væggen tager meget af belastningen, og den har fået nogle knubs. Manden havde helt følelsesløse ben, da han kom fri, men han kunne altså godt stå en smule på benene, forklarer René Nikolajsen.

På sygehuset skal manden tjekkes for om, om der kan være eventuelle revner eller brud på knoglerne.

Der måtte fire brandfolk til at flytte pengeskabet, og indsatslederen vurderer, at manden slap meget billigt fra sit møde med pengeskabet. En anden person var til stede, da uheldet indtraf, men personen havde ingen mulighed for at flytte det tunge pengeskab.

Også Nordjyllands Politi har været forbi på adressen, bekræfter vagtchef Mads Hessellund, men de kommer ikke til at foretage sig yderligere.   


Seneste nyt

fra Nordjylland