Mindre brand på Krastrup Genbrugsplads natten til onsdag
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
12 pallebure med elektronik gik op i røg ved en brand på genbrugspladsen i Krastrup ved Blenstrup natten til onsdag
Det så umiddelbart voldsomt ud på afstand i det skyede og regnfulde vejr i Østhimmerland, men en brand på Rebild Kommunes genbrugsplads i Krastrup blev begrænset til 12 pallebure med brugt elektronik. Det fortæller indsatsleder Thomas Bach Sørensen.
Indholdet af de 12 pallebure, der stod på asfalt i det fri, er ødelagt, men derudover skete der kun mindre skader på nogle plasttønder, der stod i nærheden, fortæller indsatslederen.
Det ødelagte elektronik skulle have været afhentet gratis af et firma, der tager sig af de genanvendelige dele af de skrottede apparater, lyder det fra Rebild Kommune. Elektronikaffald indgår nemlig i systemet Dansk Producent Ansvar.
Branden får umiddelbart ikke konsekvenser for adgangen til genbrugspladsen, lyder det fra kommunen.