En nye og bæredygtig tilføjelse til produktionen skal på få år fordoble omsætningen.
- De danske betonelementfabrikker står overfor massive udfordringer, hvis ikke de formår at tænke nyt og erstatte den miljøbelastende cement og stål med andre materialer. Det ønsker vi at handle på, siger Torben Enggaard, der er indehaver af betonelementfabrikken Ambercon.
Fabrikken har de seneste år udviklet en ny type hybridelementer. Normalt er bagvæggen på et element bygget af beton, men i det nye element er den konstrueret af træ.
- Vi har opfundet en helt ny måde at lave facadeelementer på, som vi kalder TreeCrete. Her er den stålarmerede beton-bagvæg erstattet af CLT (krydslamineret massivtræ), og det fantastiske er, at vi med et slag flytter os fra en ekstrem høj CO2-belastning til et negativt CO2-aftryk, der vil opfylde LCA-kravene i 2029, siger administrerende direktør Apichat Bonde og fortsætter:
Hvad er LCA?
LCA betyder Life-cycle assessment.
Udfra principperne i en LCA kan man vurdere, hvilke materialer der er mest bæredygtige.
- Vi mener, at det her kan revolutionere byggeriet og opfylde de strammeste LCA-krav. Det er en win-win, når vi både kan reducere forbruget af den miljøbelastende cement og stål og øge forbruget af træ, der netto trækker CO2 ud af atmosfæren. Samtidig vil de træbaserede hybridelementer bidrage til et bedre og varmere indeklima, forklarer han.
Ambercon ligger i Støvring, og det er her de nye elementer skal produceres side om side med betonelementerne. Men det kræver en større omlægning af produktionen for, at facaderne kan serieproduceres.
Det er forventningen, at den nye træfacade på få år skal fordoble Ambercons omsætning fra det nuværende niveau på 350 millioner kroner.