Selvtest. Smittetryk. Afstand. Coronavirus. Ord og udtryk vi alle troede, vi for længst kunne lægge bag os.
Men det skal plejehjemspersonalet i Danmark nu igen til at forholde sig til efter onsdagens coronapressemøde, hvor regeringen nu anbefaler, at plejepersonale fremover lader sig teste to gange ugentligt.
- For en måned siden fyldte det ikke særlig meget, men vi kan godt mærke, at corona er begyndt at røre på sig igen, siger Susan Lundgren Hansen, der er forstander på Nørager Friplejehjem i Rebild Kommune.
- Vi har altid haft selvtest liggende
Anbefalingen og coronastrategien kommer efter fundet af en ny coronavariant, som spreder sig hurtigt i Europa og nu også i Danmark. Den hedder B.A5. Derfor vil regeringen nu forsøge at skåne især de ældre borgere.
På pressemødet præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) flere nye tiltag, der skal passe på de ældre og sårbare i samfundet - i løbet af efteråret vil alle over 50 år for eksempel blive tilbudt en fjerde coronavaccine.
Ingen bekymring hos friplejehjem
På Friplejehjemmet i Nørager bliver anbefalingen om to ugentlige test taget godt imod.
- Det er vi så vant til, så det er ikke noget problem – det gør vi bare, siger Susan Lundgren Hansen og forklarer, at de aldrig helt har opgivet tests på friplejehjemmet.
- Vi har altid haft selvtest liggende, som personalet har kunnet bruge, og som de faktisk har benyttet sig af, siger hun.
I første omgang anbefaler regeringen, at plejepersonalet lader sig selvteste to gange om ugen hen over sommeren, mens der efter sommerferien vil blive anbefalet PCR-test hver 14. dag.
- Det er meget fornuftigt. Vi har allerede meldt ud til personalet, at vi anbefaler hver dag lige nu, siger Susan Lundgren Hansen, som selv torsdag morgen var nytestet.
Derudover tager friplejehjemmet i Nørager stadig deres forholdsregler med blandt andet håndsprit.
Kan komme flere restriktioner
Udover den nye testanbefaling vil regeringen også tilbyde alle over 50 år et fjerde vaccinestik – men der kan også komme andre tiltag i spil.
- Jeg vil gerne i forhold til plejehjemmene sige, at Sundhedsstyrelsen selvfølgelig hele tiden holder øje med, om der er behov for yderligere initiativer, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Lige nu er der knap 2000 smittede med coronavirus i Danmark.