Nordjyske kommuner i top med idrætsfaciliteter
Vesthimmerland og Rebild Kommuner er blandt topscorerne, når det gælder antallet af idrætsfaciliteter målt pr. indbygger. Begge kommuner har mindst en idrætshal pr. 2000 indbyggere – det er fem gange så mange som i København.
Vesthimmerland og Rebild Kommuner er blandt topscorerne, når det gælder antallet af idrætsfaciliteter målt pr. indbygger. Begge kommuner har mindst en idrætshal pr. 2000 indbyggere – det er fem gange så mange som i København.
Landsbyen Terndrup er med sine cirka 1800 indbyggere særdeles godt dækket ind med idrætstilbud. Byen har ikke bare en sportshal, men også svømmehal og stort motionscenter. Og alle tilbud bliver flittigt benyttet.
- Der er folk i svømmehallen fra tidlig morgen til klokken 21 om aftenen. Vi har prøvet at holde lukket i juli, men der lød et ramaskrig fra vores morgenbadere, så det måtte vi opgive, siger Kenneth Jacobsen, der er centerchef, Terndrup Idrætscenter.
Der bliver bygget nye huse – både familieboliger og lejeboliger i Terndrup lige nu og befolkningstallet stiger. Vi kan nok ikke påstå, at det alene er på grund af idrætscenteret, men jeg tror da, at det er en medvirkende årsag
Jacob Ellemann, Terndrup Borgerforening
Også når det gælder motionscentre er de nordjyske kommuner med helt i top. I Rebild Kommune er der et fitnesscenter per 2500 indbyggere, mens endnu færre må dele et motionscenter i Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn og Thisted kommuner.
Tiltrækker borgere
I Terndrup åbnede motionscenteret i det sammenbyggede kompleks med hal og svømmehal i 2016, og det er nærmest væltet ind med medlemmer.
Formand for Motionscenteret Orla Rytter siger:
- Vi har over 800 medlemmer, og de kommer ikke bare fra Terndrup. Vi har medlemmer fra Kongerslev, Blenstrup, Hadsund og Arden og flere andre nabobyer. Hos os kan du træne hver dag hele året for cirka 100 kroner om måneden, og prisen betyder nok noget.
I Terndrup Borgerforening tror de, at succesen i idrætscenteret er med til at lokke nye borgere til byen. Bestyrelsesmedlem Jacob Ellemann siger:
- Der bliver bygget nye huse – både familieboliger og lejeboliger i Terndrup lige nu og befolkningstallet stiger. Vi kan nok ikke påstå, at det alene er på grund af idrætscenteret, men jeg tror da, at det er en medvirkende årsag til, at byen virker tiltrækkende på tilflyttere.