Omspændt af flammer: Voldsom gårdbrand ved Terndrup

Søndag eftermiddag gik der ild i en ejendom ved Terndrup. Lige nu kæmper beredskabet mod ilden.

Alarmen om branden på ejendommen på Ejstrupvej ved Terndrup kom klokken 16. Det var ejeren, der selv opdagede ilden og slog alarm.

Halvanden time efter branden blev opdaget er to ud af tre længer overtændte og står ikke til at redde. Det fortæller indsatsleder Kasper Weisberg.

Da der er tale om en gammel ejendom med stråtækt tag, har ilden bredt sig meget hurtigt. Det er lykkedes brandfolkene at redde den tredje længe, som er en ubeboet del af ejendommen, men stuehuset og den anden længe er altså gået tabt i flammerne.

Manden der bor på ejendommen forsøgte selv at få kontrol med ilden. Derfor er han kørt til kontrol på Aalborg Sygehus, da han har været udsat for en del røg og varme.

To ud af tre længer på den stråtækte ejendom er brændt ned.

Seneste nyt

fra Nordjylland