Politikere på Facebook: Vil bevare specialskole
Foto: Mette Kristensen
Læringscenter Himmerland i Skibsted stod til at blive flyttet til stor bekymring for forældrene. Mandag aften meldte Rebilds politikere sig på Facebook med støtte til at bevare tilbuddet.
Bekymrede forældre til børn med indlæringsvanskeligheder eller fysiske og mentale handicap, har de seneste måneder fulgt - og deltaget i - debatten om Læringscenter Himmerland i Skibsted i Rebild Kommune.
På baggrund af ønsket om at skabe at bæredygtigt Læringscenter Himmerland blev et større arbejde sat i værk for at finde ud af, hvordan tilbuddet skulle se ud i fremtiden. Efter en høringsfase var forvaltningens opfordring klar. Skolen P-spor for elever med indlæringsvanskeligheder (ca. 30 elever) skal flyttes til Suldrup eller Bælum Skole, mens F-sporet, for elever med fysiske og mentale udviklingshandicap (5 børn) skal afvikles og der i stedet skal findes tilbud til eleverne uden for Rebild Kommune.
Sagen skal behandles onsdag i børne- og familieudvalget, men mandag aften begyndte de politiske udmeldinger om sagen at tikke ind på Facebook i den åbne gruppe "Dialog- og debatgruppe - Rebild", hvor borgere og politikere mødes virtuelt og diskuterer, hvad der sker i kommunen.
Det var Venstre, der meldte sig på banen med et opslag med følgende ordlyd:
"Vi har netop afholdt gruppemøde i Venstre Rebild og i gruppen er der enighed om, at Læringscenter Himmerland skal blive i Skibsted.
Årsagen til dette standpunkt er, at vi ikke ser at en flytning vil give børnene et bedre tilbud.
Vi er dog enige i, at der skal kigges på styrkelse af ledelse og medarbejdernes mulighed for faglig sparring.
Vi mener at Læringscenter Himmerland med den nuværende placering har de bedste rammer for en god og tryg hverdag for børnene.
Vi anerkender at såvel børnene, forældrene og de ansatte har brug for ro om fremtiden og det mener vi bedst sker hvis læringscenter Himmerland bliver i Skibsted.
På vegne af Venstre Rebild, Maybritt Toft Pedersen og Jesper Ferløv Greth"
I kommentarsporet erklærede DF, SF og Allan Busk, som er uden for partierne sig enige i, at Læringscenter Himmerland skal blive, hvor det er.
Dermed ser det ud til, at der er flertal for at bevare Læringscenter Himmerland i sin nuværende form. Punktet er dog stadig på dagsordenen til onsdagens byrådsmøde, da politiske beslutninger jo altså ikke tages på de sociale medier. Ifølge udvalgsformand Thøger Elmelund Kristensen (Socialdemokratiet) bliver det nu udvalget opgave at drøfte, hvordan man vil arbejde for at løse udfordringer, der blandt andet handler om vigende elevtal på Læringscenter Himmerland.