S på overarbejde: Vil hæve skatten i Rebild Kommune
Foto: Torben Lykke Larsen
Rebild Kommune står over for et underskud på 30-35 millioner kroner. Socialdemokraterne vil nu hæve skatten.
Lav skat og et årligt underskud på 30 millioner kroner får nu S til at kræve højere skat, men det kan blive svært at realisere, mener borgmester.
På nippet til at tage hul på de årlige budgetforhandlinger i Rebild Kommune - de begynder faktisk allerede i aften, torsdag - kommer byrådets socialdemokrater nu med noget af et forslag: Hæv skatten med mindst 0,5 procent.
- Vi har en effektivt drevet kommune, hvor vi får forholdsvis meget kommunal service for små penge. Alligevel trues den kommunale kernevelfærd nu med store besparelser. Borgerne i kommunen kræver kvalitet i den kommunale service. Vi skal fortsat skal være en attraktiv kommune for tilflyttere – det kræver en ordentlig kommunal service. Yderligere nedskæringer kan ikke realiseres som endnu en grønthøster-besparelse – vi har allerede effektiviseret og optimeret. Yderligere nedskæringer for 20-30 millioner vil skære dybt, sagde Thøger Kristensen, gruppeformand for Socialdemokraterne i Rebild Kommune, på et medlemsmøde onsdag aften.
Forslaget kommer for at dæmme op for et årligt underskud på 30 millioner kroner i kommunen, som også kan prale af Nordjyllands laveste skatteprocent. Og dertil foreslår gruppen en såkaldt tillidsreform i kommunen, hvor der skal skæres på pengene til administration og ledelse.
Men spørger man borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin (B), vil en skattestigning ikke løse problemerne med det store underskud på mirakuløs vis.
- Jeg har svært ved at se, at det kan realiseres, lyder udmeldingen fra borgmesteren.
- For det første rejste vi spørgsmålet på et budgetseminar så sent som i slutningen af august, og der var ikke flertal for at søge om det. For det andet er der nogle skattetekniske udfordringer ved at forsøge at hæve skatten, uddyber Leon Sebbelin.
Skal man "på lovlig vis" hæve skatten i sin kommune, skal der søges gennem en særlig pulje på maksimalt 300 millioner kroner. Men Leon Sebbelin mener ikke, at Rebild Kommune lever op til nogle af kriterierne for at kunne søge puljen, som i forvejen har modtaget ansøgninger, der i alt overstiger de 300 millioner kroner, fra andre kommuner.
Alternativet er at hæve skatten uden at spørge staten om lov. Gør man det, vil staten konfiskere en del af gevinsten de første fire år, så man først det femte år mærker den fulde gevinst af skattestigningen.
- Men det betyder samtidig, at de andre kommuner i landet må bøde for det, fordi staten går ind og skærer i bloktilskuddet til dem som en udligning for, at vi hæver skatten. Så det svarer egentlig til at sende sorteper videre til naboen, forklarer Leon Sebbelin.
Han vil dog tage spørgsmålet om hver af de 11 grupper i kommunalbestyrelsen i Rebild Kommune de næste uger, før budgetpuslespillet lægges og førstebehandles senere i september.
I Hjørring Kommune var det samme spørgsmål onsdag aften oppe at vende på byrådsmødet, men kun SF's og Enhedslistens to repræsentanter samt Peter Duetoft fra Socialdemokraterne stemte for forslaget, der altså blev skrinlagt.