Se DM i Traktortræk: Nordjyske Lone løb med guldet
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Lone Borup Andersen med sit diplom.
Lone Borup Andersen var den eneste kvinde i sin klasse - og hun endte med at løbe med guldet ved DM i Traktortræk i Herning tidligere i september.
Det er ikke en sport med ret mange kvindelige deltagere. Faktisk er der rigtig langt imellem østrogenbomberne, når der bliver afholdt traktortræk rundt omkring i det ganske land.
Men ved DM i Traktortræk i Herning tidligere i september lykkedes det dagens eneste kvindelige deltager at kravle op øverst på podiet og tage guldet hjem i sin klasse.
- Det er helt fantastisk. Jeg har forsøgt at vinde DM i traktortræk rigtig mange gange, så at det endelig lykkes, er slet ikke til at beskrive, jubler Lone Borup Andersen fra Suldrup i Nordjylland.
Når ikke hun bruger sin fritid på at tune sin traktor og træne den helt rigtige traktortræk-start, arbejder Lone Borup Andersen som miljømedarbejder i Rebild Kommune.
- Nu har jeg været en del af sportsgrenen i næsten 15 år, og jeg synes stadig, det er fantastisk at være kvinde i den her sportsgren. Der bliver passet på en og heppet på en. De synes nu alligevel, at det er fedt, når jeg gør det godt, siger hun.
- Det er ikke altid, de synes, det er sjovt, når jeg kører fra dem, men i det store hele er man godt hjemme som kvinde, tilføjer hun grinende.
Særlige negle
Det er næsten 15 år siden, Lone Borup Andersen kom ind i traktortræksporten. Anledningen var, at hendes storebror begyndte at køre som 16-årig.
Og denne gang lykkedes det hende altså at slå alle mændene og drengerøvene.
Måske skete det ikke helt uden hjælp fra hendes i dagens anledning temmelig farvestrålende negle:
- Mine negle er gule og grønne, fordi jeg kører John Deere, og så er der faktisk blevet malet logo på to af fingrene. Jeg er sikker på, at det er dem der har gjort næsten hele forskellen, siger Lone Borup Andersen.