Sammenstød resulterede i spildt spartelmasse på motorvej
Sammenstødet skete på E45 mellem Støvring Syd og Støvring Nord. Ingen personer kom til skade.
Tabt spartelmasse skabte mandag aften problemer på E45. Spartelmassen faldt af en trailer, som blev trukket af en varevogn. Traileren blev ramt af en anden bil, der var ved at foretage en overhaling.
Nordjyllands Politi fik meldingen om det tabte gods klokken 19.20 og omkring et kvarter senere modtog de så en melding om to biler, der var kørt sammen. Det viste sig senere, at den senere anmeldelse var af den samme påkørsel.
- Der er kommet buler i bilerne, men ingen tilskadekomst, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.
Han forklarer at Falck og Vejdirektoratet spuler spartelmassen væk fra kørebanen med vand. Spartelmassen lå ud over en strækning på cirka 100 meter i nordgående retning mellem frakørsel Støvring Syd og Støvring Nord.
Det ene spor var i den forbindelse spærret, men det har ikke givet anledning til yderligere problemer med trafikken.
Omkring klokken 22, var der ryddet op efter hendelsen.
Rettelse
Det fremgik tidligere af artiklen, at to biler var kørt sammen som følge af spartelmassen på vejen. Dette var imidlertid ikke korrekt, da anmeldelsen af det andet sammenstød viste sig at være det samme som det første.
Kl. 1935 blev endnu et uheld anmeldt på stedet men dette uheld var det samme som var sket kl. 1920. Der forventes at være helt ryddet op kl. 2150. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) November 30, 2020