Spring og spas skal få flere drenge til at dyrke gymnastik
Mange drenge dropper trampolin og vejrmøller, når de nærmer sig teenagealderen. Derfor tager DGI i ti dage på charmeoffensiv for at få nye medlemmer.
Flik-flak, dobbeltsalto og masser af tempo. Tre DGI-gymnaster springer på airtrack i Stensbohallen. Om lidt skal de undervise 6. og 7. klasse fra Suldrup Skole i gymnastik.
- Vi prøver lidt at støve det her hal-image af med ribber og stramme dragter og vise, hvad gymnastik også er. Vi giver dem frie rammer, og de får lov til en masse sjovt, siger Lasse Smed Vels Jensen, der er en af gymnasterne.
På ti dage vil DGI undervise 10.000 drenge på landsplan i springgymnastik. Mange drenge falder nemlig fra gymnastikklubberne, når de bliver ældre end 12 år. En af drengene fra 6. klasse på Suldrup Skole tror, at det er boldspillet, der trækker mere:
- Jeg tror, de fleste drenge hellere vil spille mere fodbold eller håndbold, siger Victor Lassen på 12 år.
Kasper Hosbond på 13 år har også en forklaring:
- Jeg tror, mange begynder at synes, at det er lidt barnligt, og de ser, at små børn går til det, og de vil selv gerne være store, siger han.
Jeg tror, de fleste drenge hellere vil spille mere fodbold eller håndbold
Victor Lassen, 12 år
Faldet i antallet af drengegymnaster er markant. I alderen 13-18 år falder antallet af drengegymnaster fra 53.000 til 6.000 gymnaster. og det vil DGI prøve at ændre:
- Vi synes, at gymnastik har nogle gode værdier i forhold til fællesskab. Vi prøver at introducere dem til en ny måde at lave gymnastik på og gøre lidt op med det traditionelle. Vi vil gøre det lidt mere street-inspireret og hylde det at være nysgerrig på at opleve, siger Kasper Lykke Jørgensen, der er projektmedarbejder på DGI's drengesatsning.
I Stensbohallen byder dagen i dag på baskettricks på trampolinen, forhindringsbane på airtrack og en masse sved på panden. Og det ser ud som om, det virker. Drengene fra Suldrup Skole er i hvert fald godt tilfredse:
- Det har været mega fedt. Når vi har idræt i skolen, står vi bare på hænder og hopper, men her handler det også om forhindringsbaner, siger Kasper Hosbond fra 7. klasse.