Tidligere skandaleombrust politiker sælger sin luksusvilla
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Den tidligere politiker har solgt "Det hvide palæ" i Støvring
Kristian Klarskov holdt blot 23 dage i Folketinget, inden han trak sit mandat for Moderaterne.
Den nordjyske erhvervsmand og iværksætter var tilsyneladende ikke så succcesfuld, som han fortalte i valgkampen og på sociale medier.
Hans mange billeder af milliondyre sportsvogne var blot lånebiler med henblik på anmeldelser, og historien om iværksættermanden bag flere succesfulde startups holdt heller ikke vand.
Derfor måtte Kristian Klarskov give afkald på sit nordjyske mandat for Lars Løkkes parti.
Nu er det så den lækre villa i Støvring, som den tidligere nordjyske politiker giver afkald på.
Forløbet er dog langt fra så dramatisk.
Erhvervsmanden har nemlig blot solgt luksusvillaen, der af ejendomsmægleren er døbt ''Det Hvide Palæ''.
Kristian Klarskov har fået 4,7 millioner for den 225 kvadratmeter store villa, viser oplysninger fra Tinglysningen.
Måtte give afslag
"Liebhavervillaen" blev oprindeligt udbudt til 4.845.000 kroner, og dermed måtte Klarskov slå 145.000 kroner af prisen for at få en underskrift på salget.
Kristian Klarskov og familien købte i 2006 grunden i Støvring og byggede derefter villaen derpå.
Den tidligere folkevalgte nordjyde er ikke aktiv i politik i dag - et år efter, at han måtte trække sig fra Folketinget.
Til Jyllands-Posten erkendte Kristian Klarskov i den forbindelse, at han ikke havde haft succes med en eneste virksomhed i løbet af det seneste årti. I stedet har han levet af sin kones penge.