Tre personer på sygehuset efter færdselsuheld
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To biler var lørdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld nord for Støvring.
Det gik helt galt i et kryds ved Volstrupvej og Halkærgårdsvej nord for Støvring lørdag eftermiddag. Klokken 13.37 kørte to personbiler sammen, og beredskab, politi og ambulancer satte kursen mod uheldsstedet.
I første omgang lød meldingen på at der var fastklemte, der muligvis skulle klippes fri. De involverede i uheldet kunne dog komme ud af bilerne uden hjælp fra beredskabet.
Det fortæller Palle Olesen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Tre personer kom til skade ved uheldet og blev kørt med ambulance til sygehuset. Der er tale om et ældre ægtepar og en yngre dame, fortæller vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi. Deres skader er ikke livstruende.
Efter uheldet var vejen spærret til den ene side.
Der er nu åbent for trafik igen.