Vinter hitter i Rebild: Mere sne og kulde, tak!

Rold Skov Skilaug glæder sig hvert år til at Kong Vinter gør sit indtog i Danmark. Så kommer langrendsskiene frem og bliver luftet i Rebild Bakker.

Sne og kulde er ikke noget, der skræmmer Rold Skov Skilaug. De ligefrem glæder sig til, at sneen falder i Rebild.

- Vi går jo fra oktober og spejder i vejrudsigterne efter lidt kulde og nedbør, så det er fantastisk, når det kommer, siger Mikael Jacobsen, formand i Rold Skov Skilaug.  

Lørdag holdt de åbne skimesterskaber, så alle der havde lydt kunne komme og lufte langrendsskiene. Naturstyrelsen trækker skispor i sneen i Rebild Bakker hver gang sneen lægger sig til stor glæde for alle skientusiasterne. 

Vi har været med glade børn og voksne på ski i skoven. 

Rold Skov Skilaugs arrangementer bliver altid holdt med ganske få dages varsel, da sne i Danmark kan være en flygtig ting. Kong Vinter holdt lørdag dog hånden over skiløberne.

- Det er lykkedes os at få en løjpe, der er til at køre på uden at gå på underlaget, så det er fantastisk. Men det kunne godt blive lidt koldere og komme endnu mere sne, siger Mikael Jacobsen.

Søndag er Rold Skov Skilaug igen at finde i bakkerne omkring Rebild.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland