17 nye ambulancer til Region Nordjylland: - Vi skal have et godt samarbejde, siger formand

Fredag ankom de 17 nye ambulancer til Aalborg, som skal være med til at styrke ambulancedriften i Nordjylland, som regionen og virksomheden PreMed overtager fra Falck i næste måned.

På siden af de fleste ambulancer i Nordjylland, står der i dag Falck, men fra 1. april skiftes det ud med Region Nordjylland.

De skal nemlig sammen med virksomheden PreMed overtage ambulancen driften i Nordjylland efter Falck.

- Jeg er ganske fortrøstningsfuld, det er jo en vigtig opgave, der ligger foran os, så vi har gjort et rigtig godt og grundigt stykke forarbejde, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Har før været problemer

- Ambulancerne skulle være fremme efter cirka ni minutter. I dag er gennemsnittet cirka 12 minutter. Det er alt, alt for lang tid, sagde Mads Duedahl (V) til TV2 Nord tilbage i januar.

Foruden de lange responstider, har der også været situationerne med usikkerhed hos reddere omkring deres løn.

Men de ting er regionsrådsformanden ikke nervøs over længere, efter at der igen er kommet styr på responstiderne.

- Vi har også haft en rigtig god dialog og forhandling med redderne, og når jeg møder dem og taler med dem om, hvordan de synes, det ser ud med fremtiden, så er de også meget positive over det kommende samarbejde, siger han.

quote Den sundhedsfaglige ydelse er fuldstændig den samme

Kenneth Lübcke, enhedschef

Enhedschefen for Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, Kenneth Lübcke, er også fortrøstningsfuld, når han ser frem mod 1. april.

- Vi er klar, og hele vores vagtkatalog er fyldt, siger han.

Skal ikke kunne mærke forskel

Selvom der snart bliver skiftet rundt i ambulancedriften, så er det ikke noget nordjyderne bør kunne mærke, når de har brug for hjælp.

- Behandlingen, kvaliteten, den sundhedsfaglige ydelse er fuldstændig den samme, som den er i dag, det vil den også være efter den første i fjerde, siger Kenneth Lübcke.

Mads Duedahl (V) er også sikker på, at den kvalitet, der i mange år har kendetegnet ambulancekørslen med undtagelse af de sidste måneder, fortsætter.

- Nu ligger det ansvar så hos regionen, og det er så vores opgave at fortsætte den gode stime, og det synes jeg, vi er beredt til at gøre nu, siger han.

Region Nordjylland kommer i alt til at råde over 58 ambulancer fra 1. april.

Se hele interviewet med regionsrådsformand Mads Duedahl:



Seneste nyt

fra Nordjylland