Det er ikke nogen kæmpe-sensation, at det konservative folketings- og regionsrådsmedlem Per Larsen nu meddeler, at han udfordrer regionsrådsmand Ulla Astman (S). Det samme har han og hans parti bebudet de foregående gange, hvor Per Larsen har været sit partis spidskandidat.

I princippet er ethvert partis øverste kandidat kandidat til posten som formand for regionsrådet. I de fleste tilfælde vil det være et af de største partier, posten tilfalder. I nordjysk regionalpolitik har Socialdemokratiet erobret posten ved alle valg siden 1978.

Hvem formandsposten tilfalder, afhænger af mandatfordelingen, når vælgerne har talt. Men ser man på de personlige stemmer, var Ulla Astman i 2017 topscorer med 48.586 personlige stemmer. På andenpladsen kom Per Larsen, der fik 10.925 personlige stemmer, et mulehår foran Venstres daværende spidskandidat Lone Sondrup, som 10.675 vælgere stemte personligt på.

Det har i Nordjylland i mange år været reglen, at de to borgerlige partier mødte med hver deres bud på en ny regionsrådsformand, selv om det nok må betragtes som en forudsætning for et systemskifte, at Venstre og Konservative på et tidspunkt i forløbet samles om én formandskandidat.

Skal kæmpe mod ubeskrevet navn fra Venstre

Venstre møder denne gang op med et nyt, ubeskrevet navn i regionalpolitik. Den nuværende rådmand i Aalborg Mads Duedahl skifter boldgade og blev efter et kampvalg mod Lone Sondrup valgt til ny spidskandidat ved regionsrådsvalget.

Han og Per Larsen skal altså kæmpe om borgerlige stemmer. Mads Duedahl er fritaget for ethvert ansvar for fortiden og kan - og vil - markere sig som en ny spiller, der vil gøre op med hidtidig praksis. Det giver ham nogle frihedsgrader, som Per Larsen i kraft af sit mangeårige medlemskab af regionsråd ikke har. Til gengæld kan han slå på sin erfaring. Per Larsen signalerer, at han "ikke vil lave det hele om", men at han vil ændre regionens kurs på en række bestemte punkter.

Per Larsen, der siden regionens start har været sit partis gruppeformand, har siden 2019 også siddet i Folketinget og i kraft af posten som sundhedsordfører haft mulighed for at markere sig yderligere - ikke mindst under pandemien. Dét og en generel optur for den konservative tilslutning gør, at Konservative sætter deres lid til, at partiet til november kan forøge tilslutningen ved regionsrådsvalget. Hvis fremgangen primært sker på bekostning af Venstre, der på landsplan står til tilbagegang, vil det imidlertid næppe være tilstrækkeligt til at udløse et skifte på formandsposten i regionsrådet.

Dansk Folkeparti, der oftest regnes til den blå blok, har endnu til gode at vælge sin spidskandidat. Det sker 12. juni, og den nuværende frontfigur, Ib Madsen fra Brovst, skal sandsynligvis ud i et kampvalg. Modsat kollegerne i Venstre og Konservative vil han, hvis han igen bliver spidskandidat, næppe lancere sig som udfordrer til Ulla Astman.

Ikke fordi DF elsker alt, hun gør - men fordi partiets aktuelle tilslutning plus en tydeligere og tydeligere intern uro i regionsrådsgruppen gør, at kræfterne frem mod valget i november formentlig først og fremmest vil blive brugt på at holde sammen på partiet i Nordjylland.