Borgere og lokalpolitikere i oprør over vagtlægelukninger
Regionsrådet planlægger på et lukket punkt på dagsordenen i morgen tirsdag at lukke en række lægevagter og gennemføre en ny aftale med Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Aftalen betyder foruden lukningerne, at lægerne skal arbejde mindre som vagtlæger - og at de samtidigt står til en lønforhøjelse, så lægerne nu er garanteret en betaling på mindst 10.000 kroner for en nattevagt.
I Skagen er der indsamlet 2317 protestunderskrifter
Borgere og lokalpolitikere er i oprør, efter at TV2Nord har kunnet fortælle, at Region Nordjylland sammen med lægernes organisation, PLO, har planer om at lukke fire steder med lægevagtkonsultation: Farsø, Brovst, Skagen og Brønderslev.
I Skagen er der på et døgn indsamlet omkring 2317 protestunderskrifter.
Skagboen Bjarne Albertsen har fået nok. Han tog sagen i egen hånd og gik i gang med en underskriftsindsamling straks, da han hørte at byens lægevagtkonsultation er i overhængende fare for at blive lukket af regionen.
- Som skagbo får man den opfattelse, at vi ligger i en yderkant. Vi bliver ikke rigtigt regnet for noget, siger han under et stop i underskriftindsamlingen på gaden i Frederikshavn.
- Vi mister mere og mere heroppe, men vi kan simpelthen ikke undvære en vagtlæge, siger en af underskriverne, Gert Olesen.
Også borgmesteren er i oprør over udsigten til at miste vagtlægekonsultationen i Skagen.
- Det er dybt frustrerende for skagboerne. Og når processen er foregået så lukket, så har vi ikke en kinamands chance for at vide, hvad de snakker om. Jeg forstår selvfølgelig, at de skal holde tal og direkte kontraktstof for sig selv. Men der er jo ikke tale om tophemmelige statshemmeligheder, at man har en udfordring med bemanding og økonomi, siger Birgit Hansen (Socialdemokratiet), borgmester i Frederikshavn Kommune.
For nogle år siden var den også gal med hensyn til lægedækningen i Skagen. Dengang mistede byen akutbilen, som dog efter voldsomme protester fik lov til at blive i byen det meste af sommeren.
- Først akutbilen. Så fik vi nedskæringer på mange andre ting, blandt andet på Gigt- og Rygcentret. Og nu er det lægevagten. Så synes jeg, at bægeret er ved at være fyldt, siger Bjarne Albertsen.
Skagboerne har udsigt til en ekstra køretur på 41 kilometer til Frederikshavn, når de skal til lægevagten.
- Hvis man er syg, er der meget langt. Man skal have fat i nogen, der kan køre med en. Eller man skal tage tog eller taxa. Det kan kan godt blive dyrt og tidskrævende. Jeg har for eksempel ikke bil, siger skagboen, Pernille Maryot.
- Først tog de sygehuset fra os. Nu tager de lægevagten, men vi betaler stadigvæk skat som alle andre, siger skagboen Rita Eeg.
Opråbet fra skagboerne og deres borgmester til regionspolitikerne er ikke til at tage fejl af.
- Tænk jer om. Lad lige være med at skrive under i morgen. Det her går lidt for hurtigt og lidt for lukket. Vi kan vel lige tage debatten først, om der er nogle ting – nogle input – som vi kan komme med – alle os, det handler om. Hvis de overhovedet gad at have dialogen, men det synes jeg ikke, det virker til, siger borgmester Birgit Hansen.
Helt frem til regionsrådsmødet i morgen over middag vil Bjarne Albertsen blive ved med at samle underskrifter.
- Det første døgn har vi modtaget 100 underskrifter i timen, siger han.
TV2Nord har forgæves forsøgt at få et interview med regionsrådsformand Ulla Astman, men hun skriver til os, at hun ingen kommentarer har, da det drejer sig om et lukket punkt på dagsordenen på regionsrådsmødet i morgen.