Flemming Møller Mortensen om ministerpost: - Jeg er lykkelig - og har ikke følt mig forbigået
Foto: TV2 Nord
Flemming Møller Mortensen er nyudnævnt minister for nordisk samarbejder samt udviklingsminister.
Det er første gang Flemming Møller Mortensen får en ministerpost, og han bedyrer, at han aldrig har været skuffet, når der er udnævnt ministre.
- Hold da op, hvor har der været meget at tage mig til, siger Flemming Møller Mortensen. Han er nyudnævnt udviklingsminister samt minister for nordisk samarbejde. Han har blandt andet brugt tiden på at sætte sig ind i sit nye ministerium, men har også været på indkøb. De nye poster kræver lidt nyt i garderoben. Hele tre nye jakkesæt er det blevet til.
- Jeg har det godt. Jeg har ro i maven og har det utrolig dejligt i mit sind, siger Flemming Møller Mortensen og tilføjer:
- Jeg kan sige til alle jer nordjyder, at det her er virkelig min opgave. Det er en dejlig fornemmelse, siger han til TV2 Nord.
Jeg har elsket hver eneste dag, jeg har haft i Folketinget
Flemming Møller Mortensen, nyudnævnt udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde
Det er første gang, den tidligere gruppeformand for Socialdemokratiet får et ministerembede. Der blev ellers forud for regeringsdannelsen i 2019 spekuleret i, hvorvidt der ville falde en ministerpost af til netop ham.
- Stort ansvar at være minister
Sådan gik det som bekendt ikke, og Flemming Møller Mortensen har flere gange sagt, at han ikke følte sig forbigået, og at han som gruppeformand kom til at være bindeleddet mellem den socialdemokratiske folketingsgruppe og regeringen.
Det var også en svær tid, da han også passede sin nu afdøde mand, professor Erik Elgaard Sørensen, der døde i 2019 efter et aggressivt kræftforløb.
Timingen er bedre nu, og Flemming Møller Mortensen lægger ikke skjul på, at han er glad for udnævnelsen.
- Jeg er lykkelig. Det er klart, at det er noget helt særligt at blive spurgt af statsministeren, om jeg vil være en del af regeringsholdet og tage det store ansvar. Så det takkede jeg ja til, siger han.
- Et af verdens bedste lande skal blive endnu bedre
- Jeg er meget beæret, og mange bruger altid udtrykket, at de er ydmyg. Det er jeg bestemt også nu, men det har jeg nu været i hele mit politiske virke, siger han.
- Jeg er en af de politikere, der aldrig helt har forstået at det eneste mål, man har med at engagere sig i politik, var, at nå til toppen, siger Flemming Møller Mortensen.
- Jeg har elsket hver eneste dag, jeg har haft i Folketinget i de 13 år, jeg har været der.
Posten som udviklingsminister overtager han fra Rasmus Prehn (S), mens det nordiske samarbejde indtil nu har hørt under Mogens Jensens (S) ressortområde.
Den nyudnævnte minister ser frem til den nye og spændende opgave som minister, siger han.
- Jeg er ikke bange for at sige, at vi bor i et af verdens bedste lande, og der hviler et stort ansvar på os. Vi skal vende os om og se, om vi har fået alle med. Alle dem, der har det svært, lever i fattigdom og er stigmatiseret, siger han.
Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet har siddet i Folketinget siden 2007.
Se mandagens Fokusmagasin, der i denne uge handler om netop ministerrokaden, der har gjort Flemming Møller Mortensen til ny minister, nederst i artiklen.
BLÅ BOG
Uddannelse:
- 2005-2007: Lederuddannelse, Novartis
- 2001-2004: Salgsuddannelse, AstraZeneca
- 1994-1996: Specialuddannelse til anæstesisygeplejerske.
- 1984-1988: Sygeplejeskolen i Aalborg.
Erhvervskarriere:
- 2005-2007: Salgschef hos Novartis.
- 2000-2005: Ansat hos Astrazeneca - blandt andet som hospitalsspecialist.
- 1997-2000: Afdelingssygeplejerske, Aalborg Sygehus.
- 1996-1997: Souschef, Aalborg Sygehus.
- 1994-1996: Anæstesisygeplejerske, Aalborg Sygehus.
- 1994: Sygeplejerske i Grønland.
- 1988-1994: Sygeplejerske på Aalborg Sygehus.
- 1992: Sygeplejerske ved spedalskhedshospital i Indien.
- 1988-1991: Sygeplejerske på Aalborg Sygehus.
Politisk karriere:
- 2001-2007: Medlem af byrådet i Skørping Kommune.
- 2007: Medlem af byrådet i Rebild Kommune.
- 2007-: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
- 2019-: Gruppeformand for Socialdemokratiet.
- 2020-: Minister for udvikling og nordisk samarbejde.