Fremtidens regioner: - Den lever ikke op til intentionen
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
De tre modeller, der tirsdag blev fremlagt for fremtidens sundhedsvæsen er ikke det, intentionen var, lyder det fra Lasse Frimand Jensen.
I dag præsenterede sundhedsstrukturkommisionen tre modeller for, hvordan regionernes fremtid ser ud. Det er ikke modeller, der imponerer Lasse Frimand Jensen (S).
- Intentionen var jo at sikre det nære sundhedsvæsen. Og der må jeg sige, at det her ikke er en forbedring af det nære sundhedsvæsen. Det er tværtimod det modsatte.
Sådan lyder det fra borgmesteren i landets tredje største kommune, Lasse Frimand Jensen.
Han er ikke videre imponeret over de tre modeller, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) tirsdag præsenterede på et pressemøde. Tre modeller, der kan forme regionernes fremtid.
- Det her er ikke en forbedring. Det er en større centralisering. På den måde synes jeg ikke, det lever op til intentionen lyder det fra den socialdemokratiske borgmester.
UDOVER EN RÆKKE ANDRE ANBEFALINGER FREMLÆGGER KOMMISSIONEN FLERE MODELLER TIL, HVORDAN FREMTIDENS SUNDHEDSVÆSEN KAN ORGANISERES:
A) 8-10 sundheds- og omsorgsregioner, der dels driver sygehusene, dels overtager store dele af det kommunale sundheds- og ældreområde. Styres af 21-25 valgte politikere.
B) Et statsligt enhedssundhedsvæsen, der styres af ministeren og en bestyrelse.
C) 3-5 sundhedsregioner, der ligner de nuværende, men udelukkende har sundhedsopgaver og styres af 31-41 valgte politikere.
I dag præsenterede sundhedstrukturkommissionen nemlig deres anbefalinger til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud.
Og i to af de tre modeller, der opstilles, lægges der op til at sløjfe regionerne, som vi kender dem.
For at give sundhedsvæsenet et løft, skal der være større samarbejde mellem kommuner og regioner, lyder det.
Se hele interviewet med borgmesteren herunder:
Derfor lægger den socialdemokratiske borgmester i Aalborg ikke skjul på, at han selv hælder mod model tre.
- Den lever lidt op til det, vi har i dag, hvor der er nogle enkelte opgaver fra kommunerne, som overgår til regionenerne. Dog er jeg meget skeptisk over det, som står med, at man vil nedbringe antallet af regioner. Der frygter vi jo, at det betyder, at Region Nordjylland så ikke vil være en selvstændig region men en del af Region Midtjylland. Og det vil være en uheldig drejning.
Frygter Region Nordjylland forsvinder
Det er ikke uden grund, at Lasse Frimand Jensen tænker, at Region Nordjylland som den mindste region i landet står for skud.
- Jeg er nok mest bange for den model, som betyder, at staten overtager opgaven. Så vil jeg kunne se nogle faresignaler i forhold til, hvad det betyder for regionen, og hvad det vil betyde for den service, borgerne oplever, siger Lasse Frimand Jensen og fortsætter:
- Vi har i dag et fortrinligt samarbejde med Region Nordjylland i de nordjyske kommuner. Og det så vi gerne fortsatte. Selvfølgelig er der en udfordring i forhold til stigende antal ældre i forhold til, hvor mange, der bliver syge. Men det skal vi løse sammen.
Hvorfor er det så vigtigt at bibeholde Region Nordjylland?
- For mig at se, så har vi et sundhedsvæsen, som på mange områder fungerer. Det er under pres, fordi antallet af ældre vokser, så vi skal gøre noget nyt - vi skal tænke nye. Det tror jeg på, at vi kan i partnerskaber.
KOMMISSIONEN ANBEFALER YDERLIGERE:
1. Betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud. Lægepraksisser med en stor andel raske patienter skal tage flere patienter, mens praksisser med en stor andel sårbare borgere skal have patientantallet reduceret.
2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet.
3. National sundhedsplan, der sikrer bedre fordeling af ressourcer mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen.
4. Psykiatrien skal omorganiseres og integreres organisatorisk med det samlede sygehusvæsen.
5. Organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger tilpasses. Speciallægetilbuddet skal blandt andet fordeles anderledes geografisk.
6. Reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren etableres for at holde tråd i implementering af nye initiativer.
Som et eksempel nævner den aalborgensiske borgmester det nye Psykiatriens Hus i Aalborg. Her er Region Nordjylland gået sammen med Aalborg Kommune i et tilbud til dem, der bruger psykiatrien.
- Det skal vi gøre endnu mere af i fremtiden.
Nu siger du, vi skal tænke nyt, men er de her tre modeller netop ikke nytænkning?
- Model et er i hvert fald det, man kunne identificere som de gamle amter, mens model to er en statslig styring. Så det synes jeg ikke helt er at tænke nyt. Det er jo bare at flytte opgaverne til andre, en dem, der har dem i dag.