Hver tredje pige er ensom: Bliver holdt udenfor og opdager det på sociale medier
Nye tal fra Børnesundhedsprofilen 2021, som har til formål at belyse, hvordan børn og unge har det i Nordjylland, viser, at 35 procent af ottendeklassespigerne kæmper med ensomhed.
Ensomhed, usikkerhed og forventningspres.
Det er store følelser at kæmpe med, når man går i ottende klasse - og følelser, som er ganske velkendte hos mere end hver tredje pige på klassetrinnet landet over.
Også i Nordjylland er ensomheden en tæt ledsager gennem mange af de unge pigers skolegang - på Vesterkærets Skole i Aalborg fylder det så meget, så meget, at tre piger på ottende årgang skyder på, at alle pigerne i deres klasse selv har følt sig ensomme:
- Det kan alle opleve. Det er en helt naturlig følelse, som er helt vildt træls, siger Natasha Poulsen på 13.
Den gale vej
Børnesundhedsprofilen bliver lavet hver fjerde år, og i 2017 følte 27 procent af pigerne i ottende klasse sig ensomme. Dermed går det altså den gale vej med de unge pigers mentale helbred.
- Hvis du nu ikke taler med folk i skolen, og kommer hjem og ikke har noget at lave, og så ser på de sociale medier, at andre laver noget uden at have inviteret en, så kan det virkelig føles ensomt, siger 14-årige Sastre Sofie Vernal, som også går på Vesterkærets Skole.
Og det kommer næppe som nogen overraskelse, at netop de sociale medier har stor indflydelse på de unge pigers ensomhed. De spiller ifølge pigerne selv en væsentlig rolle:
- Jeg bruger sociale medier alt for meget, siger Natasha Poulsen og uddyber:
- På en weekend kan jeg ramme de 11 timer på én dag.
Og selvom Natasha Poulsen godt selv ved, at de sociale medier påvirker hende negativt, så kan telefonen ikke bare ligges væk:
- Jeg føler mig lidt afhængig af det. Jeg føler, jeg skal se, hvad der nu sker, fortæller hun.
Vær opmærksom på hinanden
Regionens nye børneprofil har ikke undersøgt årsagerne til pigernes ensomhed, men projektlederen bag vurderer, at det blandt andet handler om præstationskultur, forventningspres og for meget sammenligning via for eksempel de sociale medier:
- Vores kultur er jo sådan nu, at der er rigtig mange forskellige grupper, og man skal puttes ned i kasser. Det kan godt være med til at øge ensomheden, hvis ikke man føler, at man hører til nogen steder, siger Mathilde Hougaard Madsen, som er projektleder i Region Nordjylland.
Derfor handler det også om, ifølge pigerne i ottende klasse på Vesterkærets Skole, at kigge op fra skærmen og være mere opmærksomme på hinanden:
- Jeg tror, det handler om at holde lidt øje med, om der er andre folk, der går lidt mere alene og ikke altid bliver inviteret, siger Natasha Poulsen.
Nordjysk fond donerer penge til GirlTalk
Den nordjyske fond Melsen Fonden har doneret 1,5 millioner kroner til foreningen GirlTalk, der har til formål at øge trivslen blandt unge piger.
GirlTalk vil udvikle et pigeunivers, der skal skabe et fællesskab for unge piger med videoer, podcasts og blogindlæg samt rådgivning.
- Vi er meget glade og taknemmelige for, at Melsen Fonden har tildelt os den flotte donation og således bakker op om unge pigers trivsel. Med en partner af denne kaliber i ryggen, er der ingen tvivl om, at vi i høj grad får mulighed for at hjælpe endnu flere piger til en bedre trivsel fremover, fortæller Anna Bjerre, som er direktør hos GirlTalk.