Ingen tegnsprog i telefonen: Hørehæmmede kan ikke kontakte vagtlægen
Foto: Mette Kristensen
Lise Dam Rasmussen er født døv. Takket være særlige høreapparat-implantater kan hun høre og tale. Men hvis de løber tør for batteri eller går i stykker, kan hun ikke ringe til vagtlægen. Hun efterlyser en løsning til hørehæmmede.
Hørehæmmede, der ikke kan tale i telefon, har ikke mulighed for at kontakte vagtlægen i Region Nordjylland. En planlagt chatfunktion lader nemlig vente på sig.
Hvis man er så hørehæmmet, at man ikke kan føre en telefonsamtale, er det mere end almindeligt besværligt at få fat i vagtlægen, hvis man skulle blive syg uden for lægens normale åbningstider.
I hvert fald i Region Nordjylland.
Her er eneste mulighed for at kontakte vagtlægen nemlig telefonisk, da man ikke har en chatfunktion, som man har i flere andre regioner. For en stor del af regionens godt 30.000 hørehæmmede betyder det, at de må have fat i naboer eller pårørende, hvis de får brug for at ringe til vagtlægen.
- Det er en utryg situation. Når man skal have fat i vagtlægen, er det jo som regel fordi, det er alvorligt. Og dels er det uværdigt, at man skal have fat i naboer eller familie, når man gerne vil selv, men det beyder jo også, at hjælpen kan blive forsiket, siger Lise Dam Rasmussen, som bor ved Hobro.
Hun er medlem af Høreforeningens hovedbestyrelse, og så er hun født døv. I dag kan hun dog både høre og tale takket være særlige høreapparat-implantater.
Men selv om hun altså umiddelbart godt kan føre en telefonsamtale, er hun bekymret for, at hun en dag står i en situation, hvor det også bliver svært for hende at få fat i vagtlægen.
- Jeg kan jo risikere, at mine høreapparater mister strømmen eller på anden vis går i stykker, og hvad gør jeg så, hvis jeg bliver syg og skal have fat i vagtlægen? Siger hun.
Politiker vil kæmpe for de hørehæmmede
Tidligere har der været en sms-funktion, men den blev nedlagt, da man i henhold til persondatalovgivningen ikke kunne beskytte patienternes oplysninger godt nok. Der er en chatfunktion på vej, men den er altså ikke på plads endnu. Dels venter man på, at det tekniske setup er klar, og dels har lægerne og Region Nordjylland skullet forhandle om, hvorvidt lægerne skal kompenseres yderligere for at tage et nyt værktøj i form af en chatfunktion i brug.
Ifølge næstformand for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Nordjylland, Charlotte Lønskov, er det lige på trapperne, at lægerne kan tage det nye værktøj i brug. Hun forventer at en chatfunktion kan gå i luften inden årsskiftet.
Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen har allerede rejst sagen i regionens foretningsudvalg, og han har ikke tænkt sig at lade den ligge, før der er en løsning.
- Jeg kommer fortsat til at tage det op, for jeg har været utilfreds lige siden, man fjernede sms-ordningen uden at have noget andet i stedet. Jeg synes ikke, at lægerne skal have flere penge for at bruge en chatfunktion. Nu handler det om, at vi skal have hjulpet de her hørehæmmede, siger Erik Høgh Sørensen.
Lise Dam Sørensen synes allerede, at hun og de andre hørehæmmede har ventet alt for længe.
- Jeg forventer, at der sker noget meget snart. Det er mig en gåde, at man ikke kan finde en løsning, når de kan finde ud af det i andre regioner. Vi har sågar hørt om en region, hvor de fik noget på plads inden for få dage. Vi skulle for længst have haft en løsning her, siger hun.