Kulturbudget til debat: - Vi har brug for at få kulturen sparket i gang igen

Nordjyllands kulturaktører har onsdag været samlet i Hadsund for at debattere Region Nordjyllands kulturplan for 2021 og 2022.

- Vi skal få pengene ud at lege i stedet for, at vi skal bruge en masse tid på afrapporteringer og ansøgninger. Pengene bør blive brugt i stedet for at ligge i puljer, siger Susanne Sangill, der er teaterleder på Himmerlands Teater i Hobro.

Pengene, som Susanne Sangill taler om, er dem, der udgør Region Nordjyllands kulturbudget, og teaterlederen er mødt op i Hadsund Kulturcenter denne onsdag, fordi hun håber, kulturmidlerne fra regionen bliver brugt fornuftigt i 2021 og 2022.

- Jeg håber på samarbejde, og jeg håber, at det politiske system vil være mindre rigidt de næste år, og politikerne vælger at sige, at de her penge, de skal altså bruges på noget sjovt, siger hun.

Boost af kulturlivet

Region Nordjylland skal inden udgangen af 2020 bestemme, hvordan de næste par års kulturbudget skal se ud. I 2019 og 2020 har budgettet årligt ligget på 5,3 millioner kroner, men det kan stige for de næste par år:

- Vores ambition i Udvalget for Regional Udvikling, hvor jeg er formand, er, at vi i enighed henstiller til, at vi får sat en ekstra million af i 2021 med henblik på at støtte de mindre kulturprojekter rundt omkring i Nordjylland, siger Ole Stavad fra Socialdemokratiet, der er formand i Udvalget for Regional Udvikling i Region Nordjylland.

Den ekstra million skal ifølge Ole Stavad tilføres, fordi de nordjyske kulturinstitutioner har haft et særligt udfordrende år i 2020, hvor de fleste kulturarrangementer i foråret og sommeren har været aflyst. Derfor er der behov for et boost af kulturlivet, ifølge Ole Stavad:

- Jeg tror, det har været en aha-oplevelse for mange, hvor meget kulturen egentlig betyder. Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer, at vi kan få sat mest muligt i gang, også af de mindre arrangementer, siger han.

Himmerlands Teater er finansieret af statsstøtte, og derfor har teatret ikke lidt økonomisk nød, selvom alt har været aflyst, men for Susanne Sangill er det stadig vigtigt, at budgettet for kultur hæves i regionen, så de mindre kulturaktiviteter overlever i Nordjylland:

- Kulturlivet er blevet lagt ned, så vi har simpelthen brug for at få kulturen sparket i gang igen og gjort opmærksom på, at vi er her, og vi er sprællevende, siger hun.

Portræt af Susanne Sangill fra serien 'Portrætter Punkt for Punkt'

Portrætserie hvor nordjyder fortæller om deres livs specielle punkter

Seneste nyt

fra Nordjylland