Lørdag kan blive efterårets hidtil koldeste dag
Foto: Alis Østergaard Larsen / Privatfoto
Enkelte regnbyger rammer den nordlige del af Jylland i løbet af lørdagen.
Langs Vestkysten kan vindstødene nå stormende kuling.
Lørdag kan meget vel blive efterårets hidtil koldeste dag. Det sker, hvis temperaturen holder sig under 13,6 grader dagen igennem.
Udover det kølige efterårsvejr bliver lørdagen domineret af en del skyer på himlen, der stedvis kan give en lokal regnbyge. Og så bliver det en overgang en smule blæsende.
Her får du et overblik over dagens vejr — og til sidst dagens detalje.
Formiddag: Her falder regnbygerne
Dagens regnbyger vil primært ramme den nordlige del af Jylland i morgen- og formiddagstimerne.
I resten af landet forventes der tørvejr med lidt eller nogen sol. Dog vil solen fremstå sløret, når den er fremme.
Eftermiddag: Blæsende
Regnbygerne forventes at være drevet over i eftermiddag. Dermed er der udsigt til tørvejr i hele landet.
Solen får imidlertid mindre plads på himlen, da det efterhånden bliver mere overskyet.
Vinden er gennem hele dagen tiltagende. Ud på eftermiddagen vil det blæse med en frisk til hård vind fra sydlig retning.
Mest blæsende bliver det langs Vestkysten, hvor vindstødene kan nå stormende kuling.
Da temperaturen topper med 10 til 12 grader, er der tale om en noget kølig lørdag til at begynde efterårsferien med.
Lørdag slutter af med et regnvejr, der trækker ind over den vestlige del af landet i løbet af den kommende nat.
Dagens detalje
Selvom der er udsigt til efterårets hidtil koldeste dag, så har temperaturen ikke været i nærheden af frysepunktet.
Lørdag morgen ligger temperaturen således på mellem 5 og 11 grader i det meste af landet.