Ny strategi skal gøre dansk turisme grøn
Foto: VisitNordjylland
Fredag præsenterer erhvervsminister Simon Kollerup en ny national turismestrategi, som sætter en grøn og ambitiøs retning for erhvervet helt frem til 2030
Fredag præsenterer erhvervsminister Simon Kollerup en ny national turismestrategi, som sætter en grøn og ambitiøs retning for erhvervet helt frem til 2030.
Ambitionen er, at Danmark skal være den grønneste turistdestination i Nordeuropa i 2030.
Sådan lyder målet for regeringens nye turismestrategi, som lanceres af erhvervsminister Simon Kollerup fredag i Faarup Sommerland.
Strategien er udarbejdet sammen med erhvervet, og indeholder blandt andet en målsætning om, at 70 procent af alle overnatningssteder skal være bæredygtighedscertificerede i 2030.
Turismens betydning i Nordjylland
Nordjylland er den region i Danmark, hvor turismen har størst betydning.
Kyst- og naturturismen er den mest udprægede form for ferie i Nordjylland, men turismeproduktet spænder bredt og tæller også storbyturisme. Tal fra 2019, som var den sidste normale sæson uden covid 19-påvirkning viser, at nordjysk turisme var i massiv fremgang.
Den nordjyske turismebranche sikrede ifølge VisitNordjylland i 2019 8,2 mio. overnatninger og genererede 22.371 årsværk. Det samlede turismeforbrug i kan aflæses i tabellen nedenfor
Kilde: VisitDenmark
Turismeindustrien har stor betydning for Danmark
Efter coronakrisen er det særligt vigtigt, at dansk turisme får et godt comeback, som også ruster erhvervet til en grønnere fremtid.
- Danmark skal være turisternes foretrukne grønne rejsemål. Det er ambitiøst, men med strategien vil vi lave en grøn genstartsmotor for erhvervet, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.
En del af strategien, som præsenteres i dag, skal derfor også være med til at få turisterne til at se Danmarks styrker som grøn destination.
- Her kan både vores kyst- og naturturisme og det lokale hotel, restaurant eller kro i endnu højere grad tænke grønt i forretningen. For uanset om man nyder en ferie på stenbroerne i København eller et kroophold i Tønder, så vil udendørslivet og naturen spille en stor rolle, og det skal det også gøre for fremtidens turisme, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.
Den nye turismestrategi skal sætte redningen for en udvikling af Danmark, der både er miljømæssig, økonomisk og socialt bæredygtig, lyder det.
Regeringen har i målet om at leve op til den strategi opstillet et par pejlemærker for, hvor industrien skal være i 2030:
Turismen skal være grøn: Alle offentlige turismeorganisationer og 70 pct. af alle overnatningssteder skal være bæredygtighedscertificerede i 2030, og Danmark skal kendes som det mest bæredygtige turistmål i Nordeuropa.
Turismen skal bidrage til økonomisk vækst: Der skal skabes økonomisk vækst både ved at tiltrækker flere turister og ved at øge forbruget hos den enkelte turist, så turismeomsætningen i 2030 runder 190 mia. kr. Samtidig skal væksten især ske uden for højsæsonen.
Turismen skal bidrage til det omkringliggende samfund: Danskerne skal opleve, at turismen har positiv betydning for samfundet, medarbejderne i turismeerhvervet skal have en høj jobtilfredshed og turisterne skal have en god ferieoplevelse.
Sådan lyder det i pressemeddelelsen fra erhvervsministeriet.
Strategien er udarbejdet i regi af Det Nationale Turismeforum, hvor der sidder repræsentanter for turismeerhvervet, kommunerne og destinationsselskaberne, de statslige turismefremmeorganisationer og forskningsverden, foruden Erhvervsministeriet.