Nye besøgsrestriktioner på nordjyske hospitaler

Efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed fredag indfører Region Nordjylland nu skærpede besøgsresktriktioner, der skal hindre spredning af coronavirus.

Den stigende smitte og høje incidenstal i flere nordjyske kommuner fik fredag Styrelsen for Patientsikkerhed til at give en række påbud. Det drejer sig om besøgsforbud på plejecentre og besøgsrestriktioner på hospitaler i en række nordjyske kommuner. Region Nordjylland indfører derfor nye regler for besøg, der træder i kraft med det samme.

Det bliver kun tilladt at ledsage eller besøge en patient, hvis man er den nærmeste pårørende, eller der er tale om en kritisk situation, oplyser regionen. Besøg der foregår udendørs er dog undtaget. 

Der bliver restriktioner for følgende steder:

  • Aalborg Universitetshospital i Aalborg
  • Thisted Sygehus
  • Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Frederikshavn
  • Psykiatrien i Aalborg, Thisted, Frederikshavn og Brønderslev
  • Skagen Gigt- og Rygcenter
  • Neuroenhed Nord i Brønderslev

Kilde: Region Nordjylland 

Tiltaget sker for at mindske smittespredning og for at beskytte svage og udsatte borgere for potentielt livstruende sygdom.

- Vi har et stort hensyn at tage for at begrænse smitten blandt patienter og blandt særligt sårbare grupper. Jeg håber på forståelse for de skærpede besøgsregler, og for hvorfor det er trådt i kraft, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Stigende smitte blandt personale

Den seneste uge har antallet af indlagte i Region Nordjylland ligget relativt stabilt. Der er lige nu 13 indlagte og fortsat ingen patienter på intensiv.

Derimod ses en stigning i smittet sundhedspersonale, der fredag lå på 35. Et lignende niveau blev registreret i september i forbindelse med et større smitteudbrud på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring. 

På landsplan blev der fredag konstateret 859 nye smittetilfælde, hvilket er det højeste antal på et døgn siden pandemien brød ud i marts. I Nordjylland ligger alle kommuner, med undtagelse af Læsø, over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Overblik over nordjyske kommuners incidenstal 23. oktober

Jammerbugt Kommune 219,3

Brønderslev Kommune 104, 8

Thisted Kommune 83,0

Hjørring Kommune 71,4 

Aalborg Kommune 70,6

Frederikshavn Kommune 55,4

Rebild Kommune 29,9

Morsø Kommune: 29, 7

Vesthimmerlands Kommune 27, 3 

Mariagerfjord Kommune 24,0 

Læsø Kommune 0 


Seneste nyt

fra Nordjylland