Region Nordjylland må afskedige 88 medarbejdere
Region Nordjylland har gennemgået en større sparerunde på sygehuse, hospitaler og i administrationen. 300-350 stillinger nedlægges, men det er lykkedes at begrænse antallet af afskedigelser til 88.
Som en del af Budget 2016 har Region Nordjylland skulle finde besparelser for cirka 200 millioner kroner i administrationen, sygehuse og hospitaler. Man må nedlægge 300-350 stillinger, men ved hjælp af omplacering kan få antallet af deciderede afskedigelser ned til 88 medarbejdere.
Først har regionen forsøgt at finde muligheder for omplacering lokalt, og sidenhen med hjælp fra et fælles omplaceringsredskab. Afskedigelsen af de 88 medarbejdere sker per 1. januar 2016.
- Jeg vil vurdere vores omplaceringsredskab som en succes. Både for regionen og for medarbejderne er det jo den bedste løsning at kunne fastholde kvalificerede medarbejdere, og det er netop det, som vores omplaceringsredskab går ud på, siger HR-chef, Jacob Haldrup Jacobsen.
De 88 medarbejdere der afskediges har i opsigelsesperioden mulighed for at komme til samtale, hvis der er ledige stillinger i regionen.