Regionsrådsformand om økonomiaftale for 2020: Den bedste aftale i 10 år

Regeringen og Danske Regioner har netop indgået en økonomiaftale om regionernes økonomi i 2020. En aftale, der sikrer et økonomisk løft til de danske regioner.

En ny økonomiaftale for regionernes økonomi 2020 er på plads mellem regeringen og Danske Regioner. Aftalen sikrer et løft på det regionale udgiftsniveau på sundhedsområdet på 1,5 milliarder kroner – heraf 150 millioner kroner til Region Nordjylland.

Hovedpunkter i aftalen

  • Løft på det regionale udgiftsniveau på sundhedsområdet på 1,5 milliarder kroner. Heraf 150 millioner til Region Nordjylland.
  • Uændret niveau for anlægsområdet
  • Aftalen slår fast, at regionerne har vigtige opgaver indenfor blandt andet klima, uddannelse og regional udvikling. 

En tilfreds regionrådsformand er lige landet i Aalborg Lufthavn med en aftale som sikrer ekstra penge til regionen.

- Det er en aftale, der er langt bedre end den, vi fik sidste år. Det er faktisk den bedste aftale, vi har set de sidste 10 år, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Ud over de 150 millioner kroner ekstra til Nordjylland betyder aftalen også, at flere af de bindinger som tidligere har været på de midler, regionen fik fra staten, forsvinder. Så den nye aftale er langt fra den tidligere regerings planer om at nedlægge regionerne.

- Den nuværende regering snakker ikke mere om regionernes nedlæggelse. Og med det valgresultat, så tror jeg da også, at de partier, der havde det på dagsordenen, de skal tænke sig om en ekstra gang, siger Ulla Astman.

Fokus på sundhedsområdet

Aftalen omfatter også en afvikling af omprioriteringsbidraget på både sundhedsområdet og på det regionale udviklingsområde, som blev indført i 2016. Aftalen omfatter ligeledes en ambition om at uddanne og ansætte mere social- og sundhedspersonale. 

Derudover omfatter aftalen også enighed om, at psykiatrien skal styrkes. Regeringen vil derfor igangsætte en udarbejdelse af en 10-årsplan for psykiatriområdet.

Et fokusområde, som Ulla Astman også bifalder.

- Det er positivt og tiltrængt, at regeringen inviterer regionerne med i det brede samarbejde om både en 10-års plan for psykiatrien og en sundhedsaftale om udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det ser jeg frem til.

Derudover er anlægsrammerne fastholdt på det samme niveau som sidste år, hvilket ifølge Ulla Astman betyder, at Region Nordjylland kan fortsætte de byggerier, der allerede er planlagt.


Seneste nyt

fra Nordjylland