Så kan du smide vanterne: - Vi får den pæneste dag i ugen
En mild tirsdag er i vente for nordjyderne. Foto: TV2 Vejret
Solen kigger frem i Nordjyllands tirsdag, og vi får lune temperaturer for årstiden på op til seks grader.
Hvis du vil have en god undskyldning for at lege forår og smide noget af alt det tøj, du har pakket dig ind i vinteren igennem, så får du den af TV2 Vejret i dag.
Tirsdagen bliver nemlig den bedste rent vejrmæssigt i ugen, lover Jens Ringgård Christiansen.
- Vi får det pæneste vejr i denne uge med tørvejr og plads til solskin, lyder det fra den rutinerede vejrvært.
Temperaturerne kommer op på mellem fire og seks grader i dagtimerne. Og vinden, ja den kommer ikke til at spænde ben for dine tirsdagsplaner, for den vil først rigtig titte frem hen imod aftentimerne. Her vil den komme ind vestfra ved Thisted og tiltage så småt.
Så budskabet må være: Lad vanterne ligge i cykelkurven, lyn lidt op for jakken og nyd, at foråret så småt er over os - i hvert fald i dag!