Sådan fik nordjysk virksomhed succes med rekruttering

På konferencen "Fremtidens Danmark" fokuserede Statsminister Mette Frederiksen tirsdag på, at danske virksomheder mangler arbejdskraft. Det gælder også virksomheder i Nordjylland.

Ifølge en analyse fra Dansk Industri oplever hver tredje nordjysk virksomhed, at det er sværere at rekruttere nu end før coronakrisen. Hos Migatronic i Fjerritslev har man tænkt i alternative baner for at ansætte de rigtige kandidater.

- Vi tilbyder vores kandidater et ansøgerkursus i forbindelse med vores jobopslag og senere et samtalekursus, siger HR Manager Rikke Ørsted Thomsen.

quote Jeg føler, jeg er guld for virksomheden, og det tror jeg også, de gør. Så det er en succes.

Martin Jørgensen, project manager, Migatronic.

Bag kurset står Anette Omøe, som uddyber.

- Vi giver ansøgerne en mulighed for at forberede sig ordentligt og dermed en tryghed. Det skulle gerne resultere i et bedre match mellem virksomhed og kandidat.

Hun håber netop, at kurset kan hjælpe virksomheder, der har svært ved at finde den nødvendige arbejdskraft.

God indgangsvinkel

For Martin Jørgensen var det frustrerende at gå til jobsamtaler, uden at hverken han eller virksomhederne var klædt optimalt på.

- Det er en rollercoaster at søge job, men endnu mere at blive indkaldt til samtaler, hvor der ikke er et match.

Derfor mener Martin, at ansøger- og samtalekurset var en god indgangsvinkel til en jobsamtale, og det endte da også med en succeshistorie.

- Jeg føler, jeg er guld for virksomheden, og det tror jeg også, de gør. Så det er en succes, siger Martin Jørgensen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland