Storcentre om lukning: Usikkerhed omkring hvilke butikker der godt må holde åbent
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Dagligvarebutikker og apoteker må holde åbent, men om Matas og Normal hører ind under de kategorier, har storcentrene endnu ikke fået besked om.
Hos to af Nordjyllands største shoppingcentre hersker der onsdag morgen delte meninger om, hvordan regeringens lukning af landets indkøbscentre skal tolkes.
Beskeden fra Mette Frederiksen tirsdag aften lød, at ”overdækkede storcentre – dog ikke fødevarebutikker og apoteker” skal lukke fra onsdag klokken 10.
Spørgsmålet er dog, om butikker som Matas og Normal, som begge forhandler varer, der kan tolkes som både dagligvarer og apoteksprodukter, nu også går ind under de kategorier.
Hos Aalborg Storcenter tolker centerchef Preben Bjerregaard regeringens udmelding sådan, at Matas og Normalt gerne må holde åbent – på lige fod med Bilka og apoteket.
- Selv om det er så surrealistisk, at gangene er helt mennesketomme, nærmest som i en zombiefilm fra Hollywood, så er det nødvendigt.
Preben Bjerregaard, centerchef, Aalborg Storcenter
Lukningen af de øvrige butikker er i øvrigt en beslutning, han til fulde forstår:
- Det er en beslutning, der er givet fra højere sted – og den helt rigtige ting at gøre rent sundhedsteknisk, siger han.
- Selv om det er så surrealistisk, at gangene er helt mennesketomme, nærmest som i en zombiefilm fra Hollywood, så er det nødvendigt, tilføjer han.
Længere nordpå – hos Metropol Shoppingcenter i Hjørring – tør man endnu ikke tro på, at det er tilladt at holde sine Matas- og Normalbutikker åbne, før der er kommet nærmere retningslinjer fra regeringen.
- Vi har intet hørt, kun det I andre også har hørt i pressen, men der arbejdes på at have en dialog med instanserne i forhold til at finde ud af, hvad der reelt ligger i kategorien ’dagligvarer’. Normal og Matas ligger måske lidt imellem, siger han.
Helt sikkert er det dog, at Kvickly holder åbent i Metropol Shoppingcenter.
Lukningen af alle andre butikker møder dog stor forståelse hos center manageren.
- Vi kan sagtens forstå den situation, vores lejere står i, hvor de ikke har et indtjeningsgrundlag. Vi drøfter lige nu, hvordan vi kan bidrage, for det er noget, vi er nødt til at stå sammen om – både udlejer, lejer og staten. Vi skal sammen finde de løsninger, der gør, vi kan komme igennem det, siger Lars Slyngborg, der håber på en hjælpepakke til detailhandlen fra regeringen.
Kunderne støtter op
Selv om kunderne nu må vente mindst 14 dage med at gå shop-amok i landets indkøbscentre, så er der blandt flere stor forståelse for beslutningen.
På Aalborg Storcenters Facebookside lyder nogle af kommentarerne:
- Virkelig flot beslutning!
- Flot beslutning af regeringen! Lad os håbe det får en positiv effekt! Pas på alle jeres ansatte de næste uger.
- Vi håber og tror på alle kommer igennem det her. Vi sparer på vores penge og bruger dem igen, når I åbner. Opfordring til alle m at købe dansk og handle dansk, så vi kommer igennem det her som land.
- Vi drøfter lige nu, hvordan vi kan bidrage, for det er noget, vi er nødt til at stå sammen om – både udlejer, lejer og staten. Vi skal sammen finde de løsninger, der gør, vi kan komme igennem det.
Lars Slyngborg, center manager, Metropol Shoppingcenter
Selv skrev ledelsen i centret sådan på Faebook:
- Centrets butikker er som følge af regeringens påbud lukket indtil videre. Pas godt på jer selv, til vi ses igen.
Alligevel er det en ærgerlig centerchef hos Aalborg Storcenter, der nu må se på, mens butikkerne sejler ud i et økonomisk stormvejr, der kan vare rigtig længe.
- Detailhandlen sidder med pulsåren skåret over, og ingen stopper blødningen. Blodet fosser ud. Vi har prøvet nogle ting før, men det her bliver den hidtil største krise for erhvervslivet og lang tid frem, siger Preben Bjerregaard.