Taber til billig bake-off: De nordjyske bagere forsvinder
Bagernes organisation vil have bagerne til at satse endnu mere på kvalitet for at overleve
Bagerne lukker og slukker en efter en. Især i Nordjylland, som har mistet tre gange så mange bagerbutikker som resten af landet de seneste fire år.
Bagerhåndværket er under pres.11 nordjyske bagere har drejet nøglen om siden 2013. Det seneste halve år er det gået ekstra stærkt. I april lukkede Frilandsvejs Bageri i Hjørring. Et par uger senere gav bageren i Vadum op. Og for nylig lukkede Nørgaards Bageri i Saltum.
Kampen om brødet er hård for de gamle, etablerede bagermestre. De giver op en efter en, når supermarkeder og tankstationer dukker op i deres område med hurtigt bake-off-brød. Og der er ingen til at tage over, når de lukker butikken.
- Problemet er den store konkurrence inden for vores fag. Bake-off især har taget livet af os. Den lille håndværksbager forsvinder. Vi er simpelthen en uddøende race, siger Anne Marie Meldgaard, der sammen med manden lukkede Frilandsvejs Bageri i Hjørring.
Familien havde haft bageriet i 26 år og havde flere generationer beskæftiget.
Niels Aage Nørgaard er tredje generation i Nørgaards Bageri i Saltum. Som barn boede han med familien oven på bageri og butik, og som fem-årig sad han nede i bageriet med sin første spand med dej i.
Nu er det slut. Hverken bagermesteren eller hans kone er helt pensionsmodne, men de nye forbrugsvaner hos kunderne har fået dem til at stoppe i utide. De orker ikke mere.
- Det er jo den nye mentalitet, at folk helst kører ét sted hen for at handle det hele. Den sidste dag vi havde åbent var den 3. september. Det var enormt vemodigt, og jeg tænkte meget, da jeg kørte hjem. Jeg håber inderligt, at et ungt bagerpar er friske nok til at overtage butikken, siger Niels Aage Nørgaard, der har håndskrevne opskrifter fra flere generationer.
Sælge sig på kvalitet
Men lukningerne fortsætter. De nye forbrugsvaner sender i stor stil kunderne i armene på supermarkedernes bakeoff-hylder, og bagernes egen forening siger, at der skal kamp og nytænkning til, hvis de vil overleve.
- Det er jo kunderne, der har lagt deres vaner om. De kan godt lide at handle det hele på én gang, og det kan de jo i et supermarked. Derfor skal vi bagere tænke i kvalitet og atter kvalitet, for vi kan ikke sælge undertøj og motorolie. Vi har kun det produkt, vi laver, og det er det, vi skal være stolte af, siger John Jønsson, formand i brancheorganisationen BKD, Bager- og Konditormestre i Danmark.
Han mener, at de værste tider er ved at være overstået for bagerne.
- Det tror jeg, for de fleste har efterhånden fundet ud af, at bake-off kun er godt de første to-tre timer. Det kan hverken bruges til aftenkaffen eller næste dag, for så er det hårdt som en sten. Det skal vi udnytte og så markedsføre os med kvalitetsprodukter - gerne med en historie bag, siger John Jønsson.