Udskiftning i AaB: Farvel til Pohl – og goddag til van Weert

AaB har skrevet en 3-årig kontrakt med Tom van Weert, der i Holland har scoret 94 mål i 242 kampe.

Når én dør lukkes, åbnes der som regel for en anden. Sådan er det også for AaB, der netop har solgt Jannik Pohl til hollandske FC Groningen – og i stedet indkøbt hollandske Tom van Weert.

Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

U/21-landsholdsangriber Jannik Pohl skiftede til AaB som U/14-spiller via partnerklubberne Hjørring I.F. og GVL Løkken. Og han har været et stærkt kort for den nordjyske klub.

quote Tom van Weert er en notorisk målscorer, der har de kompetencer, vi har eftersøgt, som en dygtig afslutter i boksen.

Allan Gaarde, sportsdirektør, AaB

- Jannik er ubetinget en succeshistorie for vores klub og samarbejdet med vores partnerklubber i Nordjylland. Med sin ekstreme fart og sin fysik er Jannik en uro for ethvert forsvar, og vi glæder os til at følge hans udvikling i en klub som FC Groningen, som vi vurderer, vil være et optimalt match for Jannik, siger Aab’s sportsdirektør Allan Gaarde.

Jannik Pohl vinker farvel til AaB og skifter til FC Groningen.
Jannik Pohl vinker farvel til AaB og skifter til FC Groningen.
Foto: Henning Bagger, Scanpix

For Jannik Pohl selv bliver det et tårevædet farvel til AaB.

- AaB betyder alt for mig, og derfor er det rigtig svært at skulle forlade klubben, men FC Groningen er en fed klub og en stor mulighed for mig, siger han og uddyber omkring fremtiden:

- Jeg håber, jeg kan udvikle noget mere coolness og blive mere koldblodig foran mål, for det er det, jeg mangler i mit spil. Jeg håber også, at det kan styrke mig mere mentalt at komme til udlandet, siger Jannik Pohl.

Topscorer kommer til AaB

For at forstærke holdet efter Jannik Pohl, overtages trøje nummer 9 af 28-årige hollandske Tom van Weert.

Han var i den forgangne sæson topscorer for FC Groningen med 12 mål i 31 kampe. Og det er da også en tilfreds sportsdirektør, der tager imod de nye stjerne.

- Tom van Weert er en forstærkning, vi tidligere har kigget på, men på daværende tidspunkt var det ikke muligt for os at løse det. Han er en notorisk målscorer, der har de kompetencer, vi har eftersøgt, som en dygtig afslutter i boksen, siger Allan Gaarde.

quote AaB betyder alt for mig, og derfor er det rigtig svært at skulle forlade klubben, men FC Groningen er en fed klub og en stor mulighed for mig.

Jannik Pohl, tidl. spiller i AaB

Hollænderen er da også klar til at prøve sig selv af i den danske Superliga:

- AaB har som klub en stor historie, og jeg har allerede set, at der hænger billeder rundt omkring fra de forskellige mesterskaber, så jeg ved, hvad klubben er i stand til, og jeg håber, vi kan komme op at hænge på væggene om et par år, siger Tom van Weert.

Allerede torsdag formiddag træner Tom van Weert med for første gang.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland