Vendsyssel Elite Badminton forlænger med Victor Svendsen

22-årige Victor Svendsen fra Hjørring ser frem til endnu flere sejre end sine nuværende 11 i VEB-trøjen.

Samarbejdet mellem den 22-årige Victor Svendsen og Vendsyssel Elite Badminton er gået forrygende siden 2016 - og nu forlænger nordjyden med klubben for sæsonen 2018/19.

 - Jeg er glad for at få lov til at fortsætte i VEB. Som nordjyde er det dejligt at være i Nordjylland. Det er altid en fornøjelse at komme til Skagen og samles med holdet. Vores fællesskab er godt, og vi hygger os altid sammen. Desuden har vi personer omkring holdet, som gør en kæmpe indsats for, at vi altid har det godt og kan præstere til kampene - samtidig med der er plads til sjov, siger Victor Svendsen.

VEB-spilleren indtager i øjeblikket 15. pladsen på den danske rangliste i herresingle. Han skiftede til VEB i sommeren 2016 som afløser for "borgmesteren", Peter Mikkelsen.

Victor Svenden er noteret for 11 sejre og 12 nederlag i VEB-trøjen.

Ifølge badmintontalentet har andre klubber været interesseret i at få ham i hus - men han er ikke gået videre med forespørgslerne.

- VEB er min klub, så længe det er en mulighed, understreger Victor Svendsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland