Vild nordjysk sportsuge skaber travlhed for politiet

Lørdag kulminerer flere store sportsbegivenheder i Nordjylland, der giver ekstra arbejde til betjentene. Men alt forløber roligt indtil videre, lyder meldingen.

DM-ugen med 52 forskellige sportsgrene - arrangeret som et mini-OL.


Aalborg Triatlon ved Nordens Kridtgrav i det vestlige Aalborg. 

DGI Hærvejsløbet med en 125 kilometer lang cykelrute fra Aalborg til Viborg - via Rebild og Vebbestrup.

Og så alle de lokale byfester, der sparker sommerferien i gang rundt omkring i de mindre byer.

Ork jo. Nordjyllands Politi har rigeligt at se til denne lørdag, hvor flere større sportsarrangementer afvikles i og omkring Aalborg. Det giver i sagens natur en del at se til for ordensmagten.

- Vi har ikke kaldt ekstra betjente på job som sådan, så der er da nok at se til for dem, der møder ind i dag. De kører rundt til de forskellige begivenheder og holder øje med, at alt forløber, som det skal, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

VIDEO: Se mesterskaberne i udspring til DM-ugen:

Live fra DM-ugen i Aalborg.

Mange opkald omkring trafik

Selvom de mange sportsevents tiltrækker tusindvis af tilskuere, så er det indtil videre forløbet stille og roligt.

- Vi har styr på det, selvom der foregår så meget på samme tid. Det eneste, vi har registreret, er fulde unge mennesker, så ikke noget alvorligt eller bekymrende, siger vagtchefen.

quote Vi har ikke kaldt ekstra betjente på job som sådan, så der er da nok at se til for dem, der møder ind i dag.

Karsten Højrup Kristensen, vagtchef, Nordjyllands Politi

Trafikken er faktisk dét, Nordjyllands Politi får flest opkald omkring, når det drejer sig om DM-ugen og lørdagens andre sportsbegivenheder.

- Selv om vi har informeret grundigt omkring de trafikale ændringer, så bliver mange alligevel overrasket, når de er ude og køre. Så ringer de ind til os i frustration og spørger: Hvilken vej vil I så have mig til at køre?, fortæller Karsten Højrup Kristensen - der dog gerne hjælper borgerne videre i trafikken.

DM-ugen blev officielt skudt i gang torsdag med svømning i Nørresundby Idrætscenter. Det er første gang, man på dén måde afholder en række danmarksmesterskaber samme sted i løbet af få dage.

Cykelløb skabte vej-vrede

Selv om Nordjyllands Politi melder om rolige tilstande lørdag, så det anderledes ud torsdag. Her skabte de mange afspærrede veje i Aalborg på grund af cykelløb så meget vrede, at flere bilister fjernede afspærringer og kørte væk. 

I et tilfælde blev en personer ved en post skubbet til side, så en bilist kunne komme forbi.

OM DM-UGEN

DM-ugen er et nyt og stort sport-event, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund.

DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 27 specialforbund, hvilket dækker over flere end 50 sportsgrene med flere end 100 discipliner. Over 180 medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles den 23. til 26. juni 2022.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund


Seneste nyt

fra Nordjylland