Epoke slutter: Aalborg har været base for Grønlandshandlen i 45 år
Grønlandstrafikken havde før 1970’erne base i havnen i København. I 1972 skulle Grønlandshandlen ikke længere gå via København, men fremover via Aalborg. Læs og se historien om Grønlandshavnen i Aalborg her.
Hvis Royal Arctic Line stopper samarbejdet med Aalborg Havn til juni 2019, så er det samtidig en epoke, der slutter.
Igennem 45 år har Grønlandstrafikken haft Aalborg Havn som basishavn. Det vil sige, at alt gods fragtes til Grønland via Aalborg Havn.
Trængsel i hovedstaden
Grønlandstrafikken havde før 1970’erne base i København. I juni 1970 blev det besluttet, at Grønlandshandlen ikke længere skulle gå via København, men fremover via Aalborg. Flytningen skyldes dengang pladsmangel i havnen i København, og det betød trafikpropper og forsinkelser i hovedstaden.
I december 1972 blev kontakten mellem Nordjylland og Grønland etableret, og ruten mellem Aalborg og de grønlandske havne åbnede officielt.
Livsnerven til Grønland
Rederiet Royal Arctic Line har således haft base i Aalborg Havn siden 1971. Royal Arctic Line, der tidligere hed Den Kongelige Grønlandske Handel, står for al søtransport af gods til og fra Grønland.
Rederiet er i dag 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre, og er en livsnerve for det grønlandske samfund. Det er forpligtet til at garantere forsyninger til hele landet mellem de grønlandske byer og bygder.
Store investeringer i Grønlandstrafikken
Aalborg Havn har igennem tiden lagt meget arbejde i at bevare forbindelsen til Grønland.
I 2006 var Aalborg i kamp om Grønlandshandlen med havnene i både Aarhus og Esbjerg, som også var ude efter opgaven. Det lykkedes Aalborg Havn at bevare opgaven.
I 2010 blev havneaftalen genforhandlet, og det var dengang svært at nå til enighed med de grønlandske politikere. Aalborg Havn forpligtede sig i den nye aftale i 2010 til at lave investeringer på havnen for op imod en kvart milliard kroner for at tilgodese Grønlandstrafikken. Investeringer som fysisk infrastruktur og bygninger samt teknologi.
Royal Arctic Line har tidligere ytret ønske om at stoppe samarbejdet med Aalborg Havn før kontraktudløb i 2022. Grunden hertil er, at Royal Arctic Line er ved at forny den 25 år gamle flåde med tre nye kæmpeskibe, der lige nu bliver bygget i Kina. De nye skibe er for store til havnen i Aalborg, vurderer rederiet.
Herunder kan du se TV2 Nords program Havnen fra 2013, der sætter fokus på Grønlandshavnen.