3, 2, 1, go! Her er Royal Run-ruterne i Aalborg

Lige siden den første udgave i 2018 har Aalborg lagt by til Royal Run. I år løber kronprinsen med på en af ruterne.

Det er med at snøre løbeskoene, hvis du ikke allerede har gjort det. 

Mandag skydes det royale løb, Royal Run, i gang i Aalborg, og ruterne er klar. 

Royal Run er et landsdækkende løb, der startede i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag i 2018. Alle har mulighed for at løbe med flere steder i landet - både Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, Bornholm og København. 

I alle byer kan man vælge at deltage i one mile-løbet, som er 1,609 kilometer, eller fem eller 10 kilometer-distancen. 

Royalt støv

Og igen bliver løbeturen gennem Aalborgs gader og stræder med en helt særlig gæst på ruten. I år løber H.K.H Kronprins Frederik nemlig med og drysser lidt royalt støv over begivenheden. 

Her er ruterne, løberne skal følge 6. juni: 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ruterne

One mile-ruten:
Starten går fra Havnefronten ved Utzonparken. Der løbes langs havnen fra Honnørkajen til Havnebadet og derfra ind i Aalborg centrum. Motionisterne tages igennem Jomfru Ane Gade og Bispensgade til Nytorv, hvor der vil være en festlig børne- og familiezone. Herfra svinges der ned ad Slotsgade og videre til Algade inden målstregen, der er på Budolfi Plads.

Fem kilometer-ruten:
Skal du løbe de fem kilometer, så skal du en tur over Limfjordsbroen og over på Nørresundby-siden. Du løber langs havnepromenaden og lystbådehavnen, hvorefter du bliver sendt tilbage mod Aalborg-siden og gennem hjertet af Aalborg, inden du når hen til målfeltet foran Budolfi Kirke.

10 kilometer-ruten:
Er det den helt lange rute, du bevæger dig ud på, så kan du forvente en tur ud til Lindholm Strandpark og omkring Lindholm Å. Ruten er næsten den samme som fem km ruten, dog bliver det med en udvidelse ud til Verdens Ende på Nørresundby-siden. Ruten vender tilbage til Aalborg og en tur over Limfjordsbroen, inden den lange rute ender ved målfeltet ved Budolfi Plads. 





Seneste nyt

fra Nordjylland