Når det ikke er nok med en have i gave: Sæby får park til skatere
Anlægget udføres som en ’streetpark’ med et styret forløb rundt i parken grønne landskab. De mange elementer i parken vil skabe muligheder for personlig udvikling, og samtidigt være et sted der er sjov at genbesøge for byens egne skatere og for andre, der besøger Sæby. Foto : Jesper Christiansen
Når Sæby fejrer 500 år som købstad 10. august, står en splinterny skaterpark klar til indvielse.
Det bliver en streetpark til næsten to millioner kroner, og det er penge, som Sæby får i gave fra Melsen Fonden.
- Vi er i Melsen Fonden glade for at støtte bosætningsmiljøet, ved at skabe attraktive fritidsmiljøer i høj kvalitet og designet til nutidens ungdom, siger formand Anker Laden-Andersen.
Og borgmester Birgit S. Hansen (S) takker for gaven, der placeres i Byparken, hvor der i forvejen er legeplads, petanquebane og multibane.
- Det er en glæde, at Sæbys børn og unge får et nyt sted i byen. Skaterbanen er et af de ønsker, som blev nævnt på dialogmødet 'Sammen om det gode børne-, unge- og familieliv' i Sæby i efteråret, siger Birgit S. Hansen.
Streetpark i byen
Professionelle eksperter har i deres design af skaterparken taget udgangspunkt i konkrete ønsker fra en lokal brugergruppe, som består af unge skatere fra Sæby og omegn.
Den nye skaterpark er for alle, der kører på skateboard, løbehjul, rulleskøjter eller BMX-cykler. Anlægget udføres som en ’streetpark’ med et styret forløb rundt i parkens grønne landskab.
I første omgang donerede Melsen Fonden 1,5 millioner kroner til projektet, men for at tilgodese konkrete ønsker fra de lokale brugere, og for at højne kvaliteten yderligere, har Melsen Fonden netop besluttet at donere yderligere 250.000 kroner.
Tricks og hubba
De ekstra penge giver blandt andet mulighed for flottere belysning, mere grønt indhold og ikke mindst en mindre udvidelse med en social platform til ophold og en såkaldt ”hubba”, der er en slags overdimensioneret betongelænder til at udføre forskellige tricks på.
Skaterparken står færdig i løbet af sommeren og bliver indviet i forbindelse med fejringen af købsstadsjubilæet.
Projektet udføres af virksomheden FCR Beton, der etablerer skaterparker i hele Danmark.