Formand: Køber må selv betale for forurening
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Udvalgsformand vender på en tallerken i spørgsmålet om, hvem der skal betale for forurenet grund i Terndrup.
Formanden for Region Nordjyllands udvalg for infrastruktur, klima, kultur og miljø, Henrik Ringbæk Madsen fra Socialdemokraterne, siger i dag til TV2 Nord, at ansvaret for oprensning af grunden må påhvile en eventuel køber af grunden.
Det er det stik modsatte af, hvad han sagde i går til TV2 Nord.
Da lød beskeden fra Henrik Ringbæk Madsen, at han ville forlange en redegørelse over forløbet for den forurenede grund, hvor det tidligere Terndrup Sygehus har ligget.
Dagens uventede udmelding har Allan Busk, viceborgmester i Rebild Kommune, svært ved at tage seriøst.
- Jamen, jeg kan slet ikke tage det seriøst! Jeg tror ikke på, at der sidder 41 voksne mennesker derude (i regionsrådet, red.) og beslutter det her. Nogen i regionen må gøre noget!, siger han i dag til TV2 Nord.
Allan Busk frygter desuden for, hvad der ellers kan gemme sig i jorden under den tidligere hospitalsgrund.
- Der kan ligge kviksølv og alle mulige former for forurening under et gammelt sygehus. Så det kan jeg have store bekymringer for,” siger Allan Busk og påpeger samtidig, at han tvivler på hvor attraktiv grunden er, hvis den forbliver forurenet.
- Jeg tror ikke på, at seriøse mennesker tør at købe en grund, hvor der tidligere har ligget et sygehus, tilføjer han.
- Og hvor ender regningen så?, spørger han retorisk og fortsætter:
- Den ender hos skatteborgerne i Rebild Kommune og det synes jeg simpelthen ikke, at regionen kan være bekendt!