Blokade ved skiferboring fortsætter
Politiet måtte tilkalde forstærkning, da aktivister igen i dag blokerede indkørslen til en boreplads ved Dybvad. Protestgruppen mod det franske energiselskab Totals planer om at bore efter skifergas har nu demonstreret i 251 dage, og der er ingen intentioner om at stoppe.
Igen mandag danner en gruppe demonstranter blokade foran skifergasboringen ved Dybvad.
Søndag morgen blokerede en gruppe demonstranter ved skiferboringen nær Dybvad, så de ansatte på det franske olieselskab Total ikke kunne møde på arbejde. Igen mandag morgen var cirka 30 demonstranter mødt op, hvor de forhindrede syv Total-lastbiler i at komme ind.
Der er blokade, fordi borgerne er utilfredse med, at Total skal bore efter skifergad på dansk jord. De synes, det er forkert, at der skal udvindes skifergas i Nordjylland, da der er risiko for, at det påvirker grundvandet.
- Vi har forsøgt at klage de steder, vi kan, men der er ikke noget af det, der har virket, så vi er nødt til at gøre det, vi kan, og det er at blokere vejen, siger Anne-Marie Kristensen, der er en af demonstranterne.
Når man udvinder skifergas, pumpes vand fyldt med kemikalier ned for at sprænge skiferlagene dybt nede i jorden.
TV2/Nords reporter på stedet fortæller, at der mandag tidlig eftermiddag stadig er to lastbiler, der holder og venter. Politiet har bedt demonstranterne om at pakke sammen og gå hjem, men der er stadig en gruppe på cirka ti, der nægter. Derfor har Politiet nu tilkaldt forstærkning.
Klokken halv tre var demonstranterne væk og lastbilerne fik lov til at komme ind på pladsen