Minister: Total må gerne udvinde skifergas
Totals aftale med den danske stat sikrer dem, at de må anvende fracking til at udvinde skifergas i Vendsyssel, hvis prøveboringen i Dybvad giver resultat.
Klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen (RV), bakker op om Totals udtalelse om, at Total har krav på at indvinde skifergas, hvis der bliver fundet noget under prøveboringen.
Total har udtalt, at de har krav på at indvinde skifergas i Vendsyssel, hvis der bliver fundet gas i undergrunden ved prøveboringen i Dybvad. Den udtalelse bakker Rasmus Helveg Petersen (RV), som er klima-, energi- og bygningsminister, nu op om:
- Total har fået en tilladelse til både at efterforske og indvinde skifergas. Men ved hver fase undervejs skal de have en miljøtilladelse. Så det er under forudsætning af, at de kan leve op til miljøkravene. Men kan de det, så må de gerne både efterforske det og indvinde det, siger Rasmus Helveg Petersen.
Til spørgsmålet om hvorfor Total har fået lov til at indvinde skifergas i Nordjylland siger Rasmus Helveg Petersen:
- Det er en tradition vi har i Danmark, at når folk investerer penge i at efterforske, så har de selvfølgelig også et ønske om at udvinde hvis der er noget. Så for at der skal være mulighed for at lave den første investering, så får man hele tilladelse på en gang.
Det kan derfor blive svært at stoppe Total i at indvinde gas, hvis prøveboringen viser, at der er skifergas i undergrunden ved Dybvad - også selv om ministeren politisk er imod projektet.
- Der er givet en tilladelse og vi kan ikke pludselig begynde at trække tilladelser tilbage, som folk har investeret i tillid til. Men vi kan sige fremad, at der vil vi ikke give flere skifergastilladelser fra Radikal side i hvert fald, siger Rasmus Helveg Petersen.