Skulle vi være lidt u-nordjyske og satse stort?

EM i herrehåndbold viser, at det kan betale sig for byer som Herning at satse stort. Skulle vi ikke gøre det i Nordjylland?

En stribe af Europas og dermed verdens bedste håndboldspillere - og ikke mindst deres fans - fylder godt i bybilledet i Aalborg for tiden. Her under EM er Aalborg deres faste base, og det kan ses. Skønt.

Selvfølgelig havde det været optimalt, hvis det havde været de danske spillere, der var flyttet ind på Scandic, Hvide Hus eller hvor der nu ellers er spillerhotel. Men det er klart, at Herning og Boxen er stedet for det danske landshold. Opbakningen under den første kamp viser, hvor meget det betyder at have tusinder og atter tusinder af publikummer i ryggen. Så mange havde vi ikke haft plads til i Aalborg, Hjørring eller Frederikshavn.

Altså – hvis man tænker konventionelt. Men Boxen i Herning er altså ikke bare en håndboldhal. Det er ikke mere end et par uger siden, arenaen var omdannet til et svømmestadion i internationalt format. Og verdensstjerner inden for musikken har stået i kø, efter Lady Gaga var første navn ved Boxens åbningskoncert.

Man må lette på kasketten for Herning. Det aftvinger respekt, at noget sådan kan lade sig gøre, derude på heden. Men kan det i Herning, kan det også i Aalborg. Eller deromkring. Hvis vi vil.

Det handler om at række ud efter det, man gerne vil have. Sådan lidt ubeskedent og måske lidt u-nordjysk. Men hvis vi ikke gør det, løber de andre med det hele. Lad os have miraklerne i Herning – og Horsens – in mente, næste gang en eller anden ”tosset” nordjyde kommer med et vildt projekt i store dimensioner.

Tænk nu, hvis tossen slet ikke er så tosset endda.


Stationsforstanderen

Studerende AAU Universitet

Studerende er mere værd end penge i banken

Mikael Justesen

Er politik ikke noget for kvinder?

Måge

Skyd de hvide skrighalse – om nødvendigt

Mikael Justesen

23-årig adoptivdatter smides ud af landet: Er det virkelig hende, vi vil af med?

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland